Det er ikke kun, fordi filmen foregår i 1924 dybt inde i Malaysias jungle, at Kristian Levrings 'The Intended' lægger afstand til de små og lidt større problemer i hverdagslivet, som dominerer i dansk film. Levring søger større følelser. Større drama. Mindre normalitet. Mere snask i skæbnebuddingen. Den unge, fattige landmåler Hamish og hans lidt ældre forlovede Sarah ankommer til en handelsstation dybt inde i den malaysiske jungle. En lille ø af vestlig civilisation midt i et grønt hav af primitiv urtilstand. Det er deres livs chance. Det er svært at få arbejde, men her i det fremmede kan de tjene penge nok til at kunne etablere et liv sammen. Hamish er ung og uskyldig. Sarah noget ældre. Hun har været gift. Hvilket er mere end nok til, at man ser skævt til det 'unge' par i det lille minisamfund, hvor det hurtigt viser sig, at menneskelig råddenskab og alskens indestængt krible-krable trives i en grad, så den omgivende jungle ligner et airconditioneret mønster på orden i sammenligning. I de få plørede skure, der udgør Ivory Bay, er matriarken Mrs. Jones enehersker. Under sin puritanske klædedragt går hun rundt i sin afdøde mands hensmuldrende undertøj. Sønnen William er et degenereret bæst med grimme tænder og tanker og svogeren Norton ikke mange fedtede hår bedre. Den gamle præst, som Hamish og Sarah til deres skuffelse skal dele skur med, har for længst mistet troen på sin hvide gud. I Ivory Bay er kun troen på det hvide guld - elfenben. Et levebrød af døde dyr. Åbningsscenen ligner en spejling af den dystre scene i 'Dommedag Nu', hvor Willard ankommer til Oberst Kurtz' junglemareridt. 'Dommedag Nu' der som 'The Intended' også er en delvis genspejling af den symbolske kerne i Joseph Conrads 'Mørkets hjerte'. Fjernet fra det moderne samfunds stødpuder viser civilisationens fernis sig at være en tynd skal på mennesket. En skal, der kun alt for let krakelerer og åbenbarer de mest primitive instinkter. Da den tyranniske Mrs. Jones sættes ud af spillet, går det lille samfund i opløsning. Men i modsætning til de 'vilde', der vender tilbage til naturtilstanden i den grønne jungle, har de hvide ikke noget at falde tilbage på. Kun en tabt uskyld og en dekadent betændelsestilstand. Når man ikke er ét med naturen, er man den prisgivet. I modsætning til hos Conrad og Coppola har mørket i Levrings univers ikke så meget et hjerte, som det har et underliv. Sarah og Hamish har glædet sig til at få et sexliv på betryggende afstand af et bornert samfund, men Sarah kan ikke give sig hen til sin elskede. Hjertet og kussen blokerer for hinanden. Fanget mellem norm og natur er hun låst fast i sjælens skedekrampe. Som hos Levrings forbillede von Trier er sex og kærlighed et umage par. Det er så yndigt at følges ad, men begærets dunkle mål er ikke nødvendigvis yndige. Griseri sætter fri. I det grønne mørke, hvor alt er klamsvedigt og møgbeskidt. Von Trier-stemningen - 'Breaking The Waves' omplantet til Kiplings 'Mandalay' - bliver ikke mindre udpræget af, at Janet McTeer i hovedrollen ligner en velvoksen version af Katrin Cartlidge. Fotografen Jens Schlosser skaber en gennemtrængende klaustrofobisk atmosfære. Den ellers så knaldgrønne Pisang Ambon-jungle er her forvandlet til en dunkel lukket scene trukket op i gråtonet blågrøn. 'The Intended' er en film, der giver trykken for brystet. Men ikke kun på grund af sin lumre jungleluft. Janet McTeer balancerer som Sarah mellem det sårbare, det desperate og det kraftfulde. Som et offerdyr, der slår sig i tøjret. Også Brenda Fricker får skabt en manende figur ud af den mandhaftige Mrs. Jones, mens JJ Feild ikke har farligt meget arbejde i rollen som den langmodige Hamish. Omkring dem er der rigeligt med udfordringer til kammerspillets andre medvirkende, der skal undgå at blive rene karikaturer, mens de går på line hen over hjertets søle. Misantropien i 'The Intended' er temmelig overvældende. Den eksistentielle elendighed er en sump, som den oprindeligt pirrede nysgerrighed efterhånden synker til bunds i. Mere undrende end chokeret iagttager man efterhånden noget distanceret denne tungt og grumt gennemførte skæbnefortælling fra et menneskeligt helvede, hvor det grønne kun er til pynt. Det er ikke kun, fordi omgivelserne er såpas eksotiske, at slutresultatet, al sin påtrængende klaustrofobi og sin grynten og gøren til trods, forbliver en noget fjern oplevelse.