Hvis man kan lide en vittig dialog, men på den anden side også forbinder livet med en slags mening, får man nemt for meget af mainstreamlystspillets overvægt af slam og automatromantik. En rigtig god kur kan være at gå ind at se 'Igby Goes Down'. Men kom ikke for sent, for filmens optakt før præsentationsteksterne er i al sin frysende gru helt umistelig. Her hjælper to unge mænd deres mor af med livet, omsorgsfuldt som hjalp de hende bare af med overtøjet. Forhistorien følger: Oliver og Igby hedder store- og lillebroren, og mens den første er mistænkeligt kølig og korrekt, er den yngste vild og utilpasset. Begge reagerer de på en overklasseopvækst i Washington D.C. med en skizofren far - Bill Pulman i en imponerende præstation med taktfuldt markerede tilløb til det senere medicinerede grøntsagsstadie - og en hæmningsløst selvoptaget mor på velkontrolleret pille- og magtmisbrug, et fremadskridende forfald fremstillet med lysende, isnende værdighed af Susan Sarandon: Hun holder trods alt sammen på stumperne. Igby bliver dog smidt ud af samtlige østkystens kostskoler, før han på et militærakademi lærer hykleriets dobbeltstrategi: Pjæk, druk og stoffer dyrket under en nødtørftig maske af stramrøvet lydig korrekthed. Det hele er ædende vittigt beskrevet, og dén teknik får en tand til, da Igby en sommer kommer på arbejde i New York hos sin gudfar - Jeff Goldblum som en ubetaleligt tanketom og selvfed livsnyder og dobbeltmoralist med både kone og elskerinde. Sidstnævnte (Amanda Peet) sniffer og tripper ellers med sin multiseksuelle kunstnerven (Jared Harris), men lukker også bogstaveligt Igby indenfor. Men sideløbende bliver han forelsket i den mere jævnaldrende Sookie (Claire Danes) - hvad bror Oliver (Ryan Philippe) desværre også bliver. Hvis hele roderiet lyder som et Woody Allen-miljø på pepvand og ungdomsmikstur, er det ikke helt galt. Igbys maske krakelerer jo, fortvivlelsen bryder endelig igennem kynismerne, og Kieran Culkin (kendt fra blandt andet 'Æblemostreglementet', men også med barnedebut i broren Macauleys 'Alene hjemme') folder sig ud som et fascinerende og intelligent nyt stjerneansigt med en rigdom af fine facetter, fra sårbart til hårdkogt. Med broren og fælleskæresten på flankerne tegner Culkin - og ikke mindst instruktøren Burr Steer, der også har skrevet det delvis selvbiografiske manuskript - en blanding af tidligt kuet fortvivlelse og depraverede overlevelsesfærdigheder. Trods figurens socialt marginale placering og forhistorie bliver han et desillusioneret nyt årtusinds sidestykke til Dustin Hoffmans figur i 'Fagre voksne verden'. For den helt unge mands uskyldstab og virkelighedschok i mødet med den knapt så fede voksne verden kan jo ikke kaldes et underbelyst emne, hverken på tryk eller film. Men Mike Nichols' 'The Graduate' fra 1967 definerede nye standarder for 'coming-of-age'-filmen, ligesom Salingers 'Forbandede ungdom' i litteraturen en halv snes år tidligere. Og det er mesterstykker af dét format, dette ny, højt begavede, vittige og tragiske bidrag til genren måler sig med.