Paul Schrader er sikret evig hæder som manusforfatter på 'Taxi Driver' og 'The Last Temptation of Christ', men som egen instruktør har han en hang til det lummert sensationelle, som f.eks. lurede bag 'American Gigolo' fra 1980 og 'Hårdkogt' året før, med George C. Scott som far på jagt efter datteren i et pornomiljø. Det gælder også i dette ny, pseudodokumentariske forsøg på at skildre de fortrængte lyster og udnyttelsen af dem i hyklerisk amerikansk showbiz og hverdag. Vi er midt i 1960'erne, og Bob Crane (Greg Kinnear) er den kvikke hovedkraft i en populær krigs-sitcom 'Hogan's Heroes', privat lykkeligt overhoved for familien Flinkesen. Men samtidig med at konen finder en stak 'mandeblade' i garagen, skejer Crane ud med besøg i stripbuler - under påskud af at spille trommer med orkestrene dér - og snart også private groupieorgier hjemme hos den misliebige makker, John Carpenter (Willem Dafoe). Denne klamme snylter er en slags tv-tekniker og optager videoer af de fælles saftige stunder - som Crane så 'redigerer på' hjemme i hobbykælderen. Med venstre hånd, så at sige. Skilt bliver han og gift igen med en af de tyske Gretchenfiguranter i den 'Allo-allo'-lignende tv serie, men karrieren går i kage og promiskuøs frem-og-tilbage, og da han vil bryde med Carpenter - og således med sin sex-besættelse - bliver han myrdet på et hotelværelse. Og hvad skal vi så lære af dét? At videomaskinen har Fanden skabt, og syndens sold er døden? Ja, nogenlunde så patetisk er filmen ved at falde ud, slet og ret fordi dens (Schraders) stilling til stoffet er så banal, eller i bedste fald uafklaret. Ligesom selve mordhistorien er uopklaret - var det Carpenter, der myrdede ham? - er både 60'er-tidsbilledet og væsentlige bipersoner som Cranes kone og manager (solide kræfter som hhv. Rita Wilson og Ron Leibmann) blot skitseret. Direkte punkterende virker det på dem ambitiøse historie, når hverken kernesunde Kinnear eller proletarisk fejlernærede Dafoe får nogen karakterudvikling ind i rollerne eller arten af den kærlighedsfjendske og ansvarsforflygtigende selvoptagethed, titlens teknik er symbol for. Og som da ellers udgør et højligt interessant stof, også på pornoindustriens fuldmodne stadium i vor egen erotisk besatte epoke.