Her er en gåde: Hvordan bærer et makværk som denne franske såkaldte komedie sig ad med at være så entydigt frastødende uden at blive spor interessant, så skamløst plat uden at blive det mindste morsom - og så alligevel opnå dansk biografpremiere med bekostelig undertekstning, lancering og hele svineriet? Men det er en gåde af den slags, man hellere opgiver end opklarer, for svaret må befinde sig et ildelugtende sted mellem hæmningsløs griskhed og elendig smag. Historien i al sin usandsynlighed: En straffefange og hans vogter (lig med titlens klods om benet, en oversættelse af 'Le boulet', dvs. kuglen for enden af fodlænken) flygter ufrivilligt sammen til Saharas ørken for at forfølge et motorrally, hvor fængselsbetjentens kone er sygeplejerske - og formodes at have medbragt sidste uges lottokupon med den store gevinst! I hælene har de politiet samt Tyrkeren, bror til den mand, som straffefangen sidder inde for at have skudt. Filmen åbner med nærbilleder af nedskydningen - altid en frisk optakt til en farce, ikke? Som fangen Moltès skal Gerard Lanvin virke mandigt målbevidst, men er kun sur og ubehagelig. Som fangevogter Reggio er Benoit Poelvoorde ikke godmodigt naiv, men kun fjoget og grådig, og Rossy de Palma som hans kone er lige så radikalt alternativ en skønhed som resten af holdet tilsammen er grimme - uden at få hverken grin eller sex ud af dét. Et par sorte skuespillere skal forestille afrikansk mafia, men så kanonskæve, som var de fra Jamaica, og Gary Tiplady (007-kæmpen med jerngebisset) som Tyrkerens livvagt minder kun én om, hvor dybsindig enhver Bondfilm virker i sammenligning. Her følger biljagt på kameljagt ud i sandet og forudsigelighederne, kun afvekslet med nærbilleder af et pariserhjul i friløb hen over parker og fodgængere omkring Concordepladsen. Men selv dén idé er vist planket fra en bedre film. Guderne skal vide, vi kan bruge flere ikkeamerikanske film i danske biografer. Bare ikke denne. Merde!