Dersom Guds hjerte er lige så stort som hans almagt, er de tre hjerter over disse linjer til gengæld lige så små som den historie, der ville placere filmen dybt under bagatelgrænsen, hvis ikke det havde været for de indkøbte tre portioner charme: Morgan Freeman må være det helt korrekte bud på en moderne multietnisk inkarnation af Vorherre, men selv da har han en venlig og intelligent udstråling. Jennifer Aniston kan forekomme øretæveindbydende både i 'Venner' og på biograflærred, men humor og timing kan man ikke frakende hende. Og selv om Jim Carrey med årene har malet sig selv helt op i en tour de farce-krog, rummer han stadig nærværende talent og glimt af ægte humør, når han et øjeblik glemmer at skære skøre grimasser. Ikke fordi dette fornyede samarbejde med dyrevennen Ace Venturas instruktør Tom Shadyac under ham mange stunder for glemsel - måske er manden faldet i dårligt selskab? Bagatelhistorien er her, at vandbærer-reporteren Bruce Nolan har endnu en Tycho Brahes-dag, også i jobbet på den lille tv-station. Skønt han bader sig i hengivenhed fra kæresten - Grace hedder hun, bemærk det subtile ordspil - ser han først Guds nådes lys, da han går i rette med Ham - som det hed om Job, en af hans forgængere. Vorherre bevare mig vel, tænker Freeman og overlader brokkerøven sin almagt for en uge - inklusive alverdens hede aften- og morgenbønner, nu om dage pr. mail. Så kan han jo selv prøve at gøre det bedre. Dét gør han så - for sig selv, først og fremmest. Og dét hævner sig selvfølgelig - først. Tabertossen er jo ikke meget mere tålelig i rollen som Kalle Kæphøj. Men bliver han mon klogere? Kan fugle flyve og fisk svømme? Hverken plot eller udførelse stråler altså af originalitet eller dybde. Men tempoet er kvikt, og er man i hjørnet til en dusinkristen opbyggelig søndagsskoleprædiken, forklædt som lystspil om held & uheld og garneret med tre skrupprofessionelle, elskværdige rutinepræstationer - ja, så slæber filmen akkurat det tredje hjerte hjem.