Hvor de fire pizzagumlende karate-skildpadder, vi kender som Teenage Mutant Ninja Turtles, i halvfemserne tonede frem på tv-skærmen med den selvfede og iørefaldende sang om at være »helte i en halvskal«, burde temaet til dette comeback være en omskrivning af en vis dansk klassiker til »vi skildpadder kan også være bange og synge lange, bange sange«.
Det måtte jo komme. Selv om skildpadderne stadig er grønne, er de blevet alt for voksne og kedelige her i psykologiens tidsalder. De synes at have mere brug for en psykolog og en tillidsmand end et pizzabud.


























