Oh, det frydefulde gys! At udsprede skræk og rædsel i biografmørket er en hæderkronet og lukrativ disciplin. Hele tiden lurer filmindustrien på nye opfindsomme måder at skræmme publikum fra vid og sans. Det er imidlertid langt fra altid, det lykkes, og det tror pokker, når man betænker de idéer, der er blevet ført ud i livet for øjnene af en til tider mere forbløffet end forskræmt offentlighed. Således bygger gyseren 'Darkness Falls' pænt sagt på en af de mere bovlamme af slagsen. »Tænk nu, hvis Tandfeen i virkeligheden var pisseuhyggelig!« Som et lyn er det slået ned i hovedet på et eller andet geni og minsandten, om ikke det er endt med at blive til en film. Tandfeen kommer! Aaaaaaarggh! Nej, det virker ikke rigtigt godt, vel? Teoretisk kan det se ganske durkdrevent ud at ville splejse en Blair Witch med en god gammeldags omgang tandlægeskræk. Men der er ikke særlig meget, der virker særlig godt i en fodslæbende gyser, der satser hårdt på den mest arketypiske chok-effekt af dem alle: ingen gys i 'Darkness Falls' er mere raffinerede end et godt gammelt BØØH! Hvilket selvfølgelig godt kunne afstedkomme et hop i sædet i ny og næ, hvis ikke det var, fordi man hver gang vidste, hvad der om et øjeblik skal ske af uhyggeligheder i lillebyen Dogville, øh Darkness Falls, hvor de gode borgere ikke altid er gode amerikanere, der er gode ved hinanden og de fremmede. Ifølge en virkelig lam legende kom godtfolket i 1841 til at lynche den lokale tandfe ved en kedelig fejltagelse. Den søde gamle dame med det slemt forbrændte ansigt blev forståeligt nok godt gal i skralden, og mere end 100 år senere går - eller rettere flyver og farer - Matilda Dixon igen som en hævnens furie i byen med det heller ikke alt for helsebringende navn. Tandfeen er et frådende og prustende monster med en umættelig appetit på død, ødelæggelse og mælketænder. Havde den været blot lidt dårligere, ville 'Darkness Falls' have været sjov. Nu er den bare en dum idé kedeligt udført med kedelige skuespillere, der siger deres kedelige replikker og engang imellem ved en fejl næsten ser ud, som om de tror på, hvad de selv siger.