Er netop denne film på netop dette punkt i verdenshistorien udtryk for dristigt mod - eller snarere for bundløs dumhed? Tvivlen nager et øjeblik under de første slag mellem hujende muslimske styrker og en sammenbidt vestmagts teknisk overlegne militær. Ved synet af de stakke af lig fra begge fronter, der ligger spredt i ørkensandet eller plumpes i massegraven. Associationer til Bosnien eller Bagdad ligger nær, skønt emnet er den britiske hærs - general Gordons og senere lord Kitcheners - fremfærd over for sudanske 'terrorister' omkring Khartoum i 1890'erne. Hertil sendes et britisk regiment, men unge Harry Feversham siger fra, han opsiger officerskontrakten for at undgå en meningsløs død fjernt fra sin elskede. Som svar får han tre hønsefjer fra soldaterkammeraterne og den fjerde fra kæresten selv: Chicken! Hans officersfar slår også hånden af ham, så manden der havde alt, har nu mistet alt, undtagen livet. Historien er hans forsøg på at genvinde æren og selvrespekten ved, forklædt som araber, at komme vennerne til hjælp. Selv den bedsteven, som kæresten i sin skuffelse vælger i stedet. Hjælp får han selv af en mytisk afrikansk frihedskæmper med det for danskere så beroligende navn Abou Fatman (spillet af Djimon Hounsou). Med andre ord gode ingredienser til en knaldroman om krig og kærlighed, stolthed og svigt - cirka midtvejs mellem 'Lawrence Of Arabia' og 'På Samsø var en pige'. Danielle Steele forklædt som historisk film. Australske Heath Ledger er endda ikke ringe som den æreløse helt og Kate Hudsons mælkehvide snusfornuft bedre anbragt her end i damebladsfarcen 'How To Lose A Guy In Ten Days'. Men Bollywood-instruktøren Shekhar Kapur går helt galt i byen med filmens ellers imponerende stil: De blodigt naturalistiske slagscener, slaveprocessioner, rugbykampe m.v., signalerer en historisk realisme, der overhovedet ikke er dækning for. Vel er enhver lighed med for- og nutidige begivenheder tilsigtet, men langtfra opnået. Dels var det militære forløb helt anderledes end her, men navnlig er filmens fjendebillede - af alt arabisk/muslimsk som ondt, stupidt og blodtørstigt - så massivt unuanceret, at det i vore dage burde være utænkeligt som andet end bevidst udlevering, satire. Selv samme racisme har endda været højlydt påtalt i fem-seks tidligere filmatiseringer af A.E.W. Masons knaldroman fra 1902 - senest en tv-aftapning fra 1977 med Beau Bridges og Jane Seymour. Men det hele vil tages som ramme alvor, og svaret på det indledende spørgsmål er dermed enkelt: Den bundløst etnocentriske dumhed er helt på producenternes og instruktørens side. De følger kun én gylden regel: Gå efter penge, dvs. efter klumpen i halsen. Dét lykkes pletvis, men lige så ofte er virkningen en vantro gispen - eller en undertrykt gaben.