Et mudderhul. Ikke en fodboldbane, men - et mudderhul. Det var, hvad der ventede den danske fodboldtræner Jens Espensen, da han ankom til bjergbyen Dharamsala i Indien for at træne det, der senere skulle blive det tibetanske fodboldlandshold. Men der stopper hans trængsler ikke: »Faktisk så er banen opført på det lokale bykort som en vej«, får han høfligt forklaret. Og må derfor finde sig i at se til, når køer og lokale borgere får lyst til at skrå gennem eftermiddagstræningen. Begge grupper uden andet end et hånligt blik tilovers for spillet med den runde bold. Sådan var det håbløse udgangspunkt for det eksiltibetanske fodboldlandshold, der 30. juni 2001 spillede sin allerførste, højpolitiske landskamp mod Grønland i Valby Idrætspark. Som mange utvivlsomt vil huske, forsøgte Tibets besættelsesmagt, Kina, med vanlig maskinel charme at få kampen stoppet, men altså uden held. I stedet fungerer kampen nu som klimaks i de to debuterende instruktører Rasmus Dinesen og Arnold Krøjgaards dokumentarfilm 'Det forbudte landshold'. Filmen bevidner den tibetanske trups færd fra den allerførste udtagelse på en sandet mark uden for den indiske by Dehradoon til sommerkampen på Frems sunde græstæppe i Valby. Det er ikke nogen nem rejse. Træner Espensen må en måned før kickoff erkende, at de tibetanske spillere måske nok er talentfulde, men også at de aldrig nogensinde har trænet systematisk før. Det bliver ikke nemmere, når spillerne rent faktisk ikke kan se hinanden i Dharamsalas tåge, eller når boldene sejler væk i den hårde monsunregn. Og som om det ikke var nok: Det indiske bureaukrati viser sig snart som en for magtfuld modstander i kampen om at opnå visum til alle spillerne. Men heldigvis har landsholdet to ildsjæle til at arbejde for sig: holdets manager, Karma Ngodup, og danske Michael Nybrandt, der tog initiativ til kampen overhovedet. Vi følger dem minutiøst i deres kraftpræstation for at få enderne til at mødes, så eventyret trods alle odds kan ende lykkeligt, her midt i H.C. Andersens fædreland. I virkeligheden, altså. Filmen har straks større problemer. Overordnet går den alt for bevidstløst ind på arrangørernes præmisser og fokuserer på deres organisatoriske besværligheder i stedet for at skabe sin egen historie. Filmen lader, ganske som Michael Nybrandt og Karma Ngodup gør det af pragmatiske årsager, som om landskampen kun handler om fodbold. Selvfølgelig handler den om mere end fodbold! Vi skal ikke længere væk end til Irland eller Eksjugoslavien for at se, hvor ufattelig politisk og nationalistiskladede fodboldkampe kan være. De fleste af os kender godt situationen i Tibet, og det er ikke den, filmen skal fortælle igen. Men at ignorere den er uærligt, og Ngodup kan da heller ikke dy sig til sidst, da han siger: »Det her handler ikke kun om fodbold. Vi spiller for et land, der længes efter frihed«. Da er det alt, alt for sent. Nå. Men det kunne opvejes, og endda løses elegant, med en række personlige indblik i spillernes personer. Men dette er det absolut utilgivelige ved filmen: Vi får intet som helst at vide om deres liv, drømme og ambitioner. Vi hører dem stort set ikke åbne munden. Vi ser ikke, hvordan de bor. Hvordan de har det med kampen. Med at være i træningslejr i en hel fucking måned. Vi aner overhovedet ikke, hvem de er. Derfor er det svært rigtig at føle med målmanden, der sidder og græder, fordi han ikke kan få visum til Danmark. For vi har ikke lært ham at kende. Det voldsomme danske engagement i kampen forbliver også en gåde - hvor kommer det fra? Vi kan kun gætte os til, hvorfor denne Michael Nybrandt har ofret blod, sved og tårer for projektet. Dertil kommer en grufuld mængde mere eller mindre interessante løse ender, der naturligvis bidrager til følelsen af kaos, men som aldrig bliver fulgt op og burde være skrottet til fordel for et mere nøje udvalgt filmisk fokus. Her har de to debutinstruktører meget at lære endnu. Det betyder ikke, at 'Det forbudte landshold' ikke er værd at se. For det er den! Da Lobo knalder Tibets 1-0-føring ind i Valby, havde jeg lyst til at tude af glæde. Det skyldtes ikke noget indgående kendskab til rødderne på banen, men derimod filmens fine fotografering: billeder af våde spillere, der ser deres bolde flyde væk i Indiens regnmasser. Billeder af de samme spillere, der på træningsbanen i Danmark nysgerrigt rører og piller ved det første rigtige, reglementerede fodboldmål, de har set i deres liv. Det er disse rørende tableauer, der agerer følelsesbank her, ikke nogen artikuleret indlevelse i spillernes verden. Derfor er 'Det forbudte landshold' ganske vist lykkedes fint som procesbeskrivelse, men slået fejl som personligt, mellemfolkeligt og politisk dokument.