Ansigtet er henrivende, véd vi fra 'Den vidunderlige Amélie fra Montmartre', og en del af dets skønhed er såmænd også dén stædige enfold, der næsten er for barnlig til et voksent menneske. Som hos en purung pige i total forelskelsestilstand, i færd med at plukke blade af blomsten ét for ét. Dét er lige hvad hun er - Angélique - som skuespillerinden Audrey Tautou denne gang hedder. Hun serverer stadig i en bar, nu i fritiden ved siden af kunststudier, men hun er flyttet fra Montmartre til Bordeaux, og fra lystspil til psykothriller. Det sidste, og hensynet til den tilsigtede spænding, vanskeliggør forsøg på at anskueliggøre filmens historie detaljeret. Dog så meget: Hun elsker hjertespecialisten Loïc, men han er gift og vordende far. Efter opturens utæmmelige energi og opfindsomhed i drømmen om kommende lykke, en rent ud hensynsløst selvoptagen fryd, følger snart skuffelserne og en venindes og den fornuftige unge tilbeder Davids ædruelige opfordringer til at droppe forhåbningerne. Men hendes grænseløse forelskelse fører ud i ydmygende og melodramatiske begivenheder og scener. Ja, ubegribeligt uheldige til sidst - før filmen bogstaveligt 'spoles tilbage' til start, og vi derpå får hele forløbet set med Loïcs øjne. Som tydeliggør det gamle ord om, at 'kærlighed gør blind', ja, vanvittig: 'folie d'amour' taler den franske titel om. Bl.a. viljen til at tolke alt som bekræftelser på, at kærligheden til den udkårne er universets akse og mål. Den gode, men ikke bemærkelsesværdige Samuel Le Bihan har Loïcs svære rolle, og Audrey Tautou smiler stadig mest sødt som en stedmoderblomst, men finder da også udtryk for det blinde selvbedrag. Meningen med de to modsatte synsvinkler er vel, at vi griber os i selv at have lagt andet i en scene, end den egentlig rummede. Men desværre virker den spillefilmdebuterende instruktørs ambitiøse tanke og enkle greb, inklusive tilbagespolingen, mere skematisk end spændingsbefordrende. Forstemt af den tidligt mærkede hensigt bliver man ikke medlevende, men føler sig snarere indlagt til distanceret, lumsk kølig anskuelsesundervisning i en psykologisk påstand, endda om et marginaltilfælde.