Det starter med en lille fugtplet på loftet. I den nye lejlighed i højhusene af beton nede ved floden, hvor Yoshimi og hendes 5-årige datter Ikuku flytter for at finde sig selv igen oven på en skilsmisse. De finder alt andet end ro i de nye omgivelser. Snart hører Yoshimi (filmens altoverskyggende hovedrolle spilles med dirrende nærvær og stigende desperat nervøsitet i hver trækning i ansigtet af Hitomi Kuroki) fodtrin fra et barn, der løber i den ellers fraflyttede lejlighed ovenpå. Og da hun vil skylle sin angst og uro ned med koldt vand fra hanen, svømmer et sort hår rundt i glasset. Og hvad er det for en underlig rød skoletaske, som bliver ved med at dukke op i og omkring højhuset? For slet ikke at tale om den lille pige med den gule regnfrakke, som Yoshimi og datteren ser rundt omkring? Eller gør de? Langsomt og intenst bygger Hideo Nakata, der er berømmet for sin instruktion af de meget roste japanske forlæg for den amerikanske gyser 'Ringen', 'Ring' og 'Ring 2', sin stemning af uforklarlig uhygge og ildevarslende forudanelser op. Den lille pige i den gule regnfrakke er kommet af dage på en dramatisk måde, forstår vi. Men hvordan og hvad vil hun Yoshimi og datteren, der begynder at falde af på den i skolen og være psykisk medtaget. Det samme er moderen, som kæmper en sej kamp for at få lov at beholde sin datter hos sig over for sin eksmand og kolde advokater. I sådan en fase er det nødvendigt at holde hovedet koldt og ethvert tegn på mentale brister vil blive brugt imod Yoshimi. Det er i denne dobbelte spænding mellem den normale verdens krav og de syner og alt det vand, der efterhånden plasker rundt i det mærkværdige højhus, de stadig mere skræmmende scener finder sted. Men Hideo Nakata går med små skridt. Her er ingen overdrevne effekter, ingen splat, ingen mord. Kun den gruopvækkende stemning i det åbenbart ikke helt så åndsforladte højhus. En fremragende kulisse med sine elevatorskakter med overvågningskamera, den sære gamle vicevært, de øde etager med ståldørene og taget med den store vandtank, fuld af det mørke vand, husets eventuelle beboere skal drikke af. 'Dark Water' sætter billeder på noget af den angst i for eksempel forstædernes højhuse, vi ikke kan konkretisere og sætte ord på. Den er så dirrende intens, at scenerne står knivskarpt i underbevidstheden i lang tid. En spøgelseshistorie, der vil andet og mere end blot skræmme gåsehuden ned i badekarret.