Med Michael Moores velfortjent oscarbelønnede 'Bowling for Columbine' som lokomotiv er de vågne importører i Øst for Paradis i fuld færd med at sætte et helt dokumentarisme-gennembrud på danske biografskinner. Dét føles som tog til tiden, efter mange års overfodring med standarddramaturgisk amerikansk fiktion og berøringsangst over for enhver kunst med politisk ærinde. Opgøret med sidstnævnte blev ikke mindst påtrængende i Østrig, forstår man, efter Jörg Haiders og FPÖ's chokerende valgsejr i 1999. Fire yngre instruktører besluttede sig for at undersøge 'Nationens tilstand', og det fælles resultat har interesse ud over nationens grænser - ikke mindst i Pia Kjærsgaards valgkredse: En 'essayfilm' i seks kapitler plus epilog. Alderspræsidenten blandt de fire, Ulrich Seidl (f. 1952) - også mester for den biografaktuelle og endnu stærkere virkende, quasidokumentariske 'Hundedage' om et tilsvarende moralsk og politisk sammenbrud i befolkningen - indrømmer: »Det er en protestfilm. Men protesten er rettet mod os selv«. Michael Sturminger (f. 1963) og Michael Glawogger (f. 1959) står for andre af bidragene. For eksempel: En selvretfærdig, midaldrende pernittengryn (som kun en mor kan elske, viser det sig) viser sin velbefæstede luksusvilla frem med slet skjult foragt for al politisk blødsødenhed; en populær tv-studievært ringer på hos tre familier, den ene mere renskuret og ubevidst racistisk end den anden; en yngre herretrio foredrager uskyldigt trestemmigt en vaskeægte national(ist)sang; et par sidder på en vinstue og gejler hinanden op til hårrejsende bodegapolitiske patentløsninger på alt andet end deres egen dådløse selvforagt. Det nysgerrige kamera er også på blaffetur med landsmænd, der selvbevidst lader munden løbe ved rattet. Om fordums storhed (»Habsburgerne har jo bygget hele Centraleuropa!«) og nutids nedtur (»Østrigerne er en flok får«). Nazisterne greb ikke spørgsmålet om de fremmede helt rigtigt an, mener en ung diskoteksløve: Jøderne skulle næppe have været dræbt, bare landsfordrevet! Få forsvarer Haider med brask og bram, men endnu færre tager klart afstand: Den tankedovne tilslutning (»noget er der nu om det«) udgør øjensynlig en stor del af partiets stemmetal. Dét indtryk bekræftes af flere af de unge, venlige og dog politisk himmelråbende uvidende og ligeglade kvinder, som Barbara Albert (f. 1970) interviewer - og modstiller med en enlig mor i energisk protestdemonstration mod racisme, med mulatdatteren i klapvognen! Bortset fra de sammenhænge, den tætte klipning således udstiller, afstår filmfolkene fra kommentar eller analyse - dokumentarismen må tale for sig selv, og dét gør den. Mest til eftertanken og til selvprøvelsen, som vor hjemlige nationalfilosof ville have sagt.