Rejs dig og gå! skummende af utålmodighed, efter den første halve time i biografen - eller skaf dig en stor oplevelse. Tøm dit hoved for konventionens rastløse underholdningssyge og snæversynede pindehuggerlogik, og ret så dit åbne, forsvarsløse blik mod det komiske, foruroligende og storslåede syn af disse fremmede fugle. Med brede pludderbukseben og brede sorte skoletavler på ryggen som rektangulære vingefang flakser ni mænd barfodede og sludrende afsted mellem hinanden på den kolossale, brungule bjergside, indtil lyden af en helikopter jager dem sammen under en skrænt og en fælles skærm af tavleskjolde. Realisme eller metaforik? Begge dele. Fugle er de jo ikke, disse barfodslærere ligner bare; men flygtninge uden anvendelse for deres fag, indtil de får 'indfanget' nogle elever. Dét gør læreruddannede iranere selvfølgelig heller ikke på dén måde i virkeligheden; så tavlen er symbol, og flokkens vandring er det, men sulten, tørsten og eksilet i ingenmandsland er skinbarlig virkelighed. To af lærerne skiller sig ud, men snart også fra hinanden. Said viser en flok gamle kurdiske mænd vejen tilbage til Irak, og med tavlen som betaling køber han flokkens eneste kvinde (og filmens eneste professionelle skuespiller) til sin kone. Hun er enlig mor og vil hverken lære at læse eller skrive 'Jeg elsker dig', men hendes gamle far med vandladningsbesvær - som vil hjem til Irak og dø - får da omsider pisset, efter at mindst fem minutter af filmen er gået med pinagtig venten på dét! Reeboir, den anden, slår følge med en flok drenge, der smugler gods i fast rute gennem det minespækkede grænseland. »Vi er æsler«, forklarer én af dem nøgternt og præcist. Indtil de, for at gemme sig for en vejpatrulje, må skifte dyreart og krybe på alle fire med en gedehjord, som Odysseus' mænd med kyklopens får. Flokkene af oldinge og ynglinge findes vel heller ikke så homogene. Men den umælende, dyriske overlevelseskamp, som omstændighederne kan reducere unge som gamle mænd til, dén findes. Landminer og blind tilintetgørelse findes. Men også det landskab, hvis spartanske skønhed Ebrahim Ghafori har fotograferet, så det slår luften ud af lungerne på én og lægger grunden i det billeddigt, Irans hastigt opstigende instruktørstjerne her har skabt af simple sammenstød mellem symbol og realitet. Enerverende i sin ordfattige plotløshed og stædige gentagelser af selv det enfoldigste? Ja, mon ikke! Men overvinder du først din utålmodighed, indfanges du også af styrken i den særprægede, sikre udtryksform, der skaffede Samira Makhmalbaf Juryens Pris i Cannes 2000.