Thornberry hedder de, på dansk familien Tornebær, men stikkelsbærformede er deres hoveder nu, for det er 1990'er-tegnefilm i den bevidst groteske eller rent ud sagt 'grimme' karikaturstil. Gåseøjnene må med, for alt andet end figurerne er faktisk vældig smukt: Det afrikanske landskab med de glødende solop- og -nedgange, fugleflokken ved vandingssstedet, byttedyrenes flugt over savannen med geparden i hælene. Kønne, livfulde billeder, eksemplarisk animationshåndværk - langt højere teknisk standard end i tv-serien af samme navn. Og med de samme figurer, som jo derfor må bevare deres stivbenede og storhovedede grimhed. Heller ikke historien hæver sig over tv-episodernes niveau. Liza på ca. 10 år kan tale med alle dyr takket være hjælp fra en shaman. Praktisk, når man rejser verden rundt med sine forældre, der optager dyrefilm af Discovery-typen - plus en muggen teenagestoresøster og en klovnet, selvhøjtidelig chimpanseven ved navn Darwin. Mens hun leger med tre gepardkillinger, bliver den ene af dem kidnappet af krybskytter - og de rystede forældre sender Liza (og Darwin som blind passager) hjem på engelsk kostskole. Hvorfra hun stikker af for at gøre op med krybskytterne, samtidig med at en udviklingskonflikt med søsteren bliver afgørende for, om det lykkes at redde tusind elefanter på vandring mod én bestemt kløft under en solformørkelse! Musik af bl.a. Paul Simon og Peter Gabriel, med Youssou N'Dour på gæsteoptræden, hører imidlertid ligesom de gode danske stemmer til på plussiden i den kvikt fortalte og altså svært veltegnede film - hvis kernemålgruppe mellem 6 og 10 sikkert også bedre kan bære over med det lovligt traditionstyngede 'pigebogs'-plot og de dér grimme figurer.