I den amerikanske lommepsykologi er det vist nok på mode at holde traumerne tilbage - at undertrykke snarere end at udtrykke. En kunst, den lille grosserer Barry Egan (Adam Sandler) - næsten - mestrer til fulde. Men ind i mellem krakelerer hans tilforladelige facade i eksplosioner af tilbageholdt temperament. Vi møder Barry Egan en morgen bag skrivebordet i det, der ved første øjekast ligner en tom lagerhal med blå vægge, der matcher indehaverens nye jakkesæt. Barry taler - som alle andre amerikanere - med et stort plastiktrug af tynd kaffe foran sig eller i hånden. Allerede her kan vi se, at 'Punch-Drunk Love' er en mærkelig og meget morsom film og at Paul Thomas Anderson har fuld kontrol over både den, sine virkemidler og sin hovedperson, spillet af Adam Sandler. Ham kender og frygter mange fra hans manierede overspil i fjogede komedier som 'Big Daddy'. Men P.T. Anderson, hvis to forrige film er de, hver på sin måde, virtuose 'Boogie Nights' og 'Magnolia', har set andet og mere i Sandlers komiske talent. Som Barry Egan er hans høflige, men febrilsk nervøse overflade et troværdigt cover for de komplekser og det ukontrollerede temperament, som en barndom med hele syv søstre, der blandt andet konsekvent kalder ham »gay guy« - »bøssekarl«, har ført til. Især i filmens første del er Adam Sandlers absurde komik en gave til filmen. Som en moderne Kafka bevæger denne underlige lille mand sig rundt i den grimme og fuldkommen gudsforladte industrilabyrint i Los Angeles med sin egen afgrundsdybe ensomhed som eneste selskab. Udover partneren i firmaet og de syv søstre, der vedholdende kimer ham ned. De klaustrofobiske storbybilleder og Barry Egans ensformige aleneliv, med få og underlige afbrydelser af den triste monotoni, er en hjerteskærende påmindelse om det enkelte menneskes vilkår, så tæt på drømmefabrikken Hollywood, i verdens sidste supermagt. I det små prøver Barry Egan at forbedre sin tilværelse. Han foretager et helkikset, sørgmodigt og skæbnesvangert opkald til en telefonsexlinje, opkøber store partier af budding, fordi man kan score points til gratis rejser med flyselskaber på pakkerne og stjæler et lille stueorgel, der en morgen kyles ud af en fragtbil foran hans lagerhal. Samme morgen placerer den britiske kvinde Lena (Emily Watson) sin bil hos naboværkstedet. Et påskud for at møde Barry Egan, som hun har fået fortalt om af en af de syv søstre. En romance spirer mellem de to modpoler - den forvirrede hidsigprop, der desperat forsøger at overbevise hende om, at »I'm a nice man« og den modne, men søde dame. Emily Watsons rolle som Lena er underskrevet og har mest til formål at sætte gang i Barry Egan. Alligevel lykkes det hende at give karakteren og ikke mindst filmens lovestory liv i nogle vellykkede, famlende, humoristiske og rå kærlighedsscener på Hawaii. Ligesom i 'Magnolia' rækker fortidens skygger, løgne og fortielser ind over romantikken og kærligheden. Men her formår Barry at slå sig fri på en noget mere håndfast måde end i 'Magnolia'. Det er netop styrken i 'Punch-Drunk Love', at P.T. Anderson, der er en af Amerikas mest lovende instruktører netop nu, tilsyneladende er på frihjul i denne film, der måske snarere er et absurd og morsomt frikvarter, end en ny vægtig kandidat til prædikatet mesterværk. Hvis man holdt af scenen i 'Magnolia', hvor det regner med frøer, vil man elske denne underlige lille snegl af en kærlighedsfilm. Den er fuld af den slags finurlige og uforklarlige indfald. Tag bare filmens musik - som muligvis er inspireret af det uskyldige lille stueorgel - der udgør en bizar, men stemningsfuld muzak. Det lyder netop som om en person uden musikalitet spiller på orglet, men alligevel passer musikken fortrinligt til de mesterligt komponerede scener, som P.T. Anderson denne gang har samlet til en film, der er kortere og mere heftig end både 'Magnolia' og 'Boogie Nights'. Men bestemt ikke dårligere.