Efter den vellykkede 'Bænken', der med Jesper Christensen i en udslagsgivende hovedrolle skildrede taberne og rosset på samfundets bund, er instruktøren Per Fly nu med 'Arven' tilbage med et danmarksportræt, hvor den rige forretningselite står i centrum. Penge er ikke noget, man taler om. Men heller ikke noget, man praler med. Det er der ingen grund til. Penge er bare noget, man har. Men 'Arven' indledes alligevel med et signalement af en person, der tilsyneladende bevidst har fravalgt rigdom, magt og indflydelse. Det er Christoffer (Ulrich Thomsen), som har vendt den velrenommerede familievirksomhed i Danmark ryggen. Christoffer driver i stedet en hyggelig restaurant i Stockholm, hvor han er gift med den svenske skuespiller Maria (Lisa Werlinder). Alt er tilsyneladende ung lykke og kærlighed mellem de to. Men så let skal Christoffer åbenbart ikke slippe fri af sine rødder, sin familie og sin bestemmelse. Derom handler 'Arven'. Og det begynder på den måde, at telefonen ringer i Stockholm, og Christoffer får at vide, at hans far, firmaets magtfulde overhoved, har begået selvmord. Egentlig ligger det i kortene, at faderens højre hånd Ulrik (Lars Brygmann), der er gift med Christoffers søster Benedikte (Karina Skands), skal videreføre firmaet, men i baggrunden arbejder Christoffers mor Annelise (Ghita Nørby) allerede for, at den fortabte søn skal vende hjem til Danmark og stå i spidsen for familiens flagskib. I første omgang modsætter Christoffer sig moderens planer, men da han siden med ét vender på en tallerken, trækkes filmens vigtigste konflikter hårdt op. For det første udløser Christoffers beslutning en alvorlig krise i forholdet til Maria, der har sin egen karriere i Stockholm at tænke på. For det andet kommer familiesammenholdet til at vakle, idet Ulrik, støttet af Benedikte, har vanskeligt ved at acceptere den nye løsning. Begge disse konflikter skal dog blive værre og voldsommere endnu. Det er med en stor, teknisk og formel sikkerhed, og ved hjælp af en række ulastelige skuespilpræstationer, Per Fly fortæller denne lærerige historie om den dybe afhængighed af arv og miljø. Men i forhold til 'Bænken' har 'Arven' dog visse problemer, og de ligger måske først og fremmest i fraværet af mellemregninger. For hvor førstnævnte film netop kom bag ved de mange klichéer om sine hovedpersoner og miljøer og derved skabte en fornemmelse af personligt, sanset liv og uro, er det, som om 'Arven' stort set blot viser en facade frem. Man kan sige, at dette problem til dels ligger i den valgte tilgang. For de kredse og personer, der beskrives i filmen, er netop karakteriseret ved at kunne holde masken, at kunne holde på formerne og følelserne. Men utilfredsstillende bliver det alligevel, når flere vigtige udviklinger i handlingen - Christoffers ombestemmelse, fødslen af hans og Marias barn, Christoffers forhold til Annika (Diana Axelsen) - blot vises i bratte spring. Man kommer herved til at savne baggrunden og følingen med personerne. Derfor bliver 'Arven' desværre ikke helt den moderne danske Godfather-historie, der er lagt op til. Dertil er filmen ikke myldrende og livfuld nok. Den bliver nu i stedet en noget stram og ensporet beretning om et menneske, som viser sig i stand til at gøre sig forfærdelig hård. At vende kærligheden og lykken ryggen. At træffe hårde, hjerteløse beslutninger. Simpelt hen fordi det ligger i blodet. Her spiller både Thomsen, Brygmann, Peter Steen og Jesper Christensen med den rette udstråling af kulde og pondus. Og så er der Ghita Nørbys skitser til et portræt af det dræbende moderdyr, edderkoppen i hjørnet. Hendes og Christoffers historie havde det også været interessant at få uddybet, nuanceret. Men så langt kommer 'Arven' desværre heller ikke.