Ideen – at føre den klassiske mafiafilm helt op i nutiden til opgøret med den sidste leder af det, i hvert fald i USA, falmede forbrydersyndikat – er god. Men så er der desværre heller ikke så hulens meget mere positivt at berette om dette ekstremt blodige, voldelige og ucharmerende miskmask. Instruktøren Joe Carnahan, der også selv har skrevet et manuskript, der ikke just er tynget af realitetssans, er discipel af den skole, Quentin Tarantino grundlagde for efterhånden godt et dusin år siden, og som han for længst selv har forladt igen. Uundgåeligt blodbad Med andre ord er vi om bord på en rutsjebane, befolket af samtlige opdrivelige klicheer om gangstere, lejemordere, ludere og politifolk på et kasino-hotel i Lake Tahoe i Florida, hvor selve den afstumpede vold synes at være den egentlige hovedperson. På papiret er det dog en derangeret tryllekunstner og mafia-stikker (Jeremy Piven), som alle de nævnte grupperinger djævelsk gerne vil have nallerne først i. Hvorfor filmen efter indledningens totale forvirring arbejder sig forudsigeligt frem mod det uundgåelige blodbad på hotellets øverste etage. Rollelisten er imponerende og tæller så prominente kræfter som Andy Garcia, der ikke er i stand til at give projektet megen troværdighed, Ben Affleck, der aflives, inden han har nået at manifestere sig, soulstjernen Alicia Keys med visse evner som skuespiller og Ray Liotta, som heller ikke rigtig får gjort noget væsen af sig som FBI-agent. Splat og pjat Undervejs er det svært at finde fodfæste i noget som helst andet end den umorsomme kynisme, filmen svælger i. ’The Usual Suspects’ rodes sammen med ’Godfather’, Elmore Leonards humoristiske thrillere, ’Ocean’s Eleven’ og andet godt fra lovløshedens overdrev i et desperat forsøg på at finde noget selvstændigt.
Havde man holdt fast i et af portrætterne og et handlingsforløb uden de fjollede karikaturer, kunne resultatet såmænd være hæderligt. Nu er det bare på alle måde alt for splattet og pjattet.
