En køn ung pige forlader sin landsby og tager til storbyen for at gøre karriere. Det lykkes til fulde. I tilgift forelsker hun sig i borgmesterens søn, en begavet, selvstændig og smuk ung mand, som frier til hende og får et kun let tøvende ja. Der er bare lige et problem - hjemme på bøhlandet var hun faktisk blevet gift med sin barndomsven, den lokale rod, som trods sit gode udseende endnu ikke har drevet det til noget som helst i dette liv. Altså så vidt vores heltinde ved, da hun drager til sin rurale hjemstavn for at få underskrevet skilsmissepapirerne. Sådan er udgangspunktet for kærlighedskomedien 'Sweet Home Alabama', og hvis man ikke kan regne sig frem til den bittersøde slutning på den historie, har man ikke tilbragt mange timer i biograferne. Slet ikke i løbet af de senere års bølge af bryllupsfilm med en handling med nogenlunde lige så mange chok som en gennemsnitlig lægeroman. I modsætning til dem har denne ikke Julia Roberts på rollelisten. Den byder til gengæld på den nyere filmhistories sødeste underbid, Reese Witherspoon, som yderst troværdig heltinde i rollen som designeren Melanie Carmichael, der har forladt sin flække, familien og altså sin ægtemand, Jake Smooter (spillet af Josh Lucas med det klareste lyseblå blik, siden Paul Newman var ung) for at gøre karriere og lykke i New York. Siden hun forlod sin barndoms sydstat, har Melanie ikke kigget sig tilbage eller besøgt sine ellers meget kære forældre. Hendes rejse tilbage til barndommens og ungdommens land byder derfor på et par artige overraskelser. Mens musikken spiller - filmen har lånt sin titel fra sydstatsrockens mest klassiske sang 'Sweet Home Alabama' med Lynyrd Skynyrd, som dog her låner den ud til en let moderniseret, mere feminin og kælen version med sangerinden Jewel - vakler Melanie rundt med sit valg. Hun træffer det - af alle steder - på en hundekirkegård! Hvilket måske siger en del om ambitionsniveauet for et manuskript, der helt forlader sig på Reese Witherspoons genuine præstation. Både Sydstaterne og den stadig kontroversielle konflikt med de nordlige 'yankeer' er blot kulisser for den evige historie om en kvindes valg. »Man kan ikke ride på to heste, når man kun har én røv«, som Melanies far bemærker. Man kan roligt slå røven i romancen på en regnvejrsdag og drømme sig sydpå til solen og kærligheden med denne udprægede pigefilm, som er nuttet og ganske sjov, selv om den både er for lang, let søgt og meget forudsigelig.