I de enkelte billeders og hele filmens samlede størrelse, i det ustoppelige aktivitetsniveau og det myldrende figurgalleri er 'De to tårne' - anden del af instruktøren Peter Jacksons storstilede filmatisering af 'Ringenes Herre' - et af den slags udspil, som hele tiden er på nippet til at blive for meget. Der synes simpelt hen ingen ende at være på 'De to tårne'. Filmen, historien og billederne bliver ved og ved - til alle sider og i alle retninger - indtil vokseværket nærmer sig smerte- og bristepunktet. Da føler man unægtelig, at det ikke er en filminstruktør, men en fiktionens feltherre, der ved hjælp af lige dele kugleramme og køligt overblik har smækket alle disse imponerende fortløbende billeder op på det mægtige lærred. Men inden man ser denne kendsgerning som en svaghed, må man imidlertid også spørge sig selv, om det i det hele taget kan være anderledes. For bogen fanger jo. Og forfatteren J.R.R. Tolkiens legendariske værk om 'Ringenes Herre' er vel netop ikke anderledes - hverken mere eller mindre - end Jacksons effektive og respektindgydende filmatisering. Der er i Tolkiens bøger udelukkende denne lærde, velartikulerede og koncentrerede lyst til at fabulere og lægge et bølgende fantasifuldt røgslør over den grå og grimme virkelighed. Den rendyrkede tilbageskuende eskapisme. Så meget har Peter Jackson i hvert fald forstået. Den skal ikke have for lidt. Det halve er slet ikke nok. Nej, alle lamper skal lyse, alle alarmer lyde. Nu går det løs. Den slags kan man sagtens sige eller tænke sig til. Men et af de afgørende, springende punkter i Jacksons indsats er netop, at han har haft et budget og et teknisk apparat, som for første gang i filmhistorien har gjort det muligt overbevisende at forløse et univers som Tolkiens rent billedmæssigt. Alt, hvad der står i forfatterens tekst, kan uden besvær ses direkte på lærredet. Sådan. En feltherre kom forbi - læste, så og sejrede. Handlingsmæssigt er der i 'De to tårne' ikke de store raffinementer. Efter at trilogiens første del, 'Eventyret om ringen', sluttede med Boromirs endeligt og Gandalfs dødbringende styrt i dybet under den drabelige kamp med balroggen, splittes de tilbageværende hovedpersoner i tre grupperinger, og vi følger nu skiftevis disse tre grupper i deres videre farefuld færd mod det store opgør med mørkets og ondskabens livstruende magter. For det første er der hobbitterne Frodo og Sam, hvoraf førstnævnte stadig bærer den stærkt efterstræbte ring om sin hals. For endegyldigt at bryde ringens mystiske forbandelse er den beslutsomme duo på vej til det dystre rige Mordor, hvor en forfærdelig styrkeprøve mellem gode og onde kræfter skal stå. Frodo og Sam får på deres rejse følgeskab af den uberegnelige omstrejfer Gollum, som på den ene side har en omfattende, dyrebar indsigt i stridighederne om ringen, men som på den anden side synes besat af farlige ånder. For det andet ledes vi i sporene på den heltemodige trio, mennesket Aragorn, dværgen Gimli og alfen Legolas, som har besluttet sig for at hjælpe den lille udvalgte flok af hobbitter i den tilsyneladende håbløse kamp mod den skæbnesvangre overmagt. Trioen er i begyndelsen af 'De to tårne' på vejen til Rohan, hestefyrsternes land. For det tredje får vi at se, hvad der skete, da de to hobbitter Merry og Pippin kom væk fra resten af flokken og nu ved handlingens indledning er taget til fange af en flok hæslige og grusomme orker. Det er nu konstant et ganske enkelt og virkningsfuldt trick, der driver handlingen fremad. Fra asken til ilden. For hele tiden er situationen den, at netop som en af vores små godhjertede heltegrupper ånder lettet op over at være undsluppet en overhængende, meget fantasifuldt udstyret fare, vælter det næste overvældende fantastisk udseende anslag mod liv og lemmer ind fra højre, ned fra himlen, op fra jorden. Hu-hej, vilde dyr. Ja, ikke engang dyr, men alle disse utrolige skabninger, som Tolkiens forestillingskraft har fostret - bl.a. orker, uruk-haier, enter, varger, olifanter og nazgul. Men på trods af variationen i de farlige og ondskabsfulde kræfters udseende er selve skemaet for handlingen i stort og småt det samme. Nemlig en simpel tvekamp mellem det gode og det onde, mellem det hvide og det sorte. Her gør Jackson vel igen intet andet end prisværdigt at være tro mod Tolkiens værk, men det er samtidig her, hulheden og ensidigheden i filmen truer med at snige sig ind. For ganske vist kan man heldigvis sige, at der midt i det gigantiske filmtekniske maskineri synes at være en fundamental fortælleglæde til stede. 'De to tårne' virker aldrig direkte plat, vulgær eller beregnende, ligesom filmen aldrig udarter til endnu et uskønt larmende action-brag. Midt i det stedse forvoksede format har Jackson tilsyneladende hele tiden en heldig rund hånd på spil i instruktionen, og derfor løber 'De to tårne' heller aldrig af sporet. Men overvinde dén svaghed, at Tolkiens værk stort set er renset for mellemtoner, overgange og indre konflikter, kan instruktøren selvfølgelig ikke. De vigtigste personer og figurer er simpelt hen for entydige og for nødtørftigt skitseret rent psykologisk og følelsesmæssigt. De er som skakbrikker i et spil - uden evnen til selvrefleksion, uden risikoen for splittelse og tvivl. De er enten meget gode - som den ferske Aragorn, der i Viggo Mortensens kønne, overfladiske fremtoning et sted typisk taler om »Rohans skjoldmøer« - eller de er forfærdeligt, komplet og totalt onde. Punktum. Udråbstegn! Og lige præcis derfor er Gollum-figuren (spillet af Andy Serkis) så livgivende et indslag. Her er den gode, opofrende, barnligt generøse Gollum, der så gerne vil hjælpe de små hobbitter i nøden. Men her er samtidig - som et sus af skizofren dynamik, der skaber en velgørende brudflade gennem hele handlingen - den lede, forræderiske og dyriske Gollum, som i en blodrus blotter sine tænder og planter dem i en rå kanin. Det er en figur, der netop udæsker og forundrer sine to følgesvende. Bringer dem ud af den ellers alt for velafbalancerede ligevægt. Får dem til at standse op og sætte spørgsmålstegn. Hvad er det, der sker? Hvem er jeg? Her gribes man for en sjælden gang af interesse for selve personerne, deres liv og forestillingsverden. Man kniber øjnene sammen og funderer. Eller man ville gerne gøre det. Men det er kun et glimt, et tilløb. Så tvinger det vældige billedmaskineri atter øjnene op på vid gab, og man sluger igen det hele i store mundfulde. Man har jo ikke noget valg. Kanonerne er kørt i stilling, Tolkien har talt, og teknikken er uovervindelig.