Med 'Ikke én mindre' har den kinesiske instruktør Zhang Yimou nok engang drejet en smuk og enkel film, der uden omsvøb eller kunstfærdige hjælpemidler søger at give et afbalanceret signalement af et stykke kinesisk nutidshverdag - med et enkelt menneske, dets daglige liv, forhåbninger og vanskeligheder i centrum. Hovedpersonen i 'Ikke én mindre' er den blot 13-årige Wei Minzhi. Det bemærkelsesværdige ved Wei er i første omgang, at hun trods sin unge alder har fået arbejde som vikar på en faldefærdig skole i en afsidesliggende landsby. Skolens faste lærer skal være borte i en måned for at besøge sin gamle, syge mor, og landsbyens borgmester har i mangel af bedre kandidater ansat Wei som afløser. Da den unge, uerfarne Wei ved handlingens begyndelse ankommer til landsbyskolen og af sin ældre kollega instrueres i jobbet, får vi samtidig forklaringen på filmens lidt underlige titel. Skoleklassen havde oprindeligt 40 elever. Men i løbet af året er 12 børn løbet bort, og det er nu meget magtpåliggende for den faste lærer, at Wei er i stand til at sørge for, at antallet af elever ikke reduceres yderligere i den kommende måned. Hermed optræder der pludseligt - men ganske umærkeligt og sømløst - en karakteristisk social eller samfundsmoralsk dimension i Yimous menneskelige kinesiske historie. For de fattige landsbybørn løber netop væk fra skolerne i stort tal, fordi de presset af deres forældres og familiers dårlige økonomiske situation vil prøve at søge arbejde i byerne. Men hermed fastholdes de samtidig som samfundsborgere i en uuddannet og dårligt udrustet underklasse. Og en ond social cirkel holdes ubønhørligt i gang. Men på linje med en beslægtet europæisk instruktør som Mike Leigh er det også i 'Ikke én mindre' en styrke, at dette sociale eller samfundspolitiske aspekt aldrig fremmes på bekostning af den nærgående og lydhøre skildring af personerne og deres miljøer. Det er aldrig sagen eller budskabet, der i første række optager Zhang Yimou. Hans vågne og levende interesse gælder i stedet de mennesker, som i deres dagligdag er i berøring med en bestemt sag eller muligvis kan knyttes til et særligt budskab. Derfor giver den klare og fine klangbund af menneskelighed i 'Ikke én mindre' også så mange associationer til tidligere tiders navnkundige neo- realisme i europæisk og amerikansk film. Og derfor følger man så medmenneskeligt interesseret det store lille drama om den unge Wei, da det går op for vikaren, at en af hendes elever, den fattige og lidt uopdragne Zhang Huike, er løbet bort til den nærmeste storby for at kunne forsørge sin enlige, sengeliggende mor. På trods af modstand og genvordigheder beslutter Wei at forfølge Zhang for at bringe ham tilbage på skolebænken. Men opgaven besværliggøres yderligere, da det viser sig, at den bortløbne dreng tilsyneladende er forsvundet sporløst i byens mylder og menneskevrimmel. Det fineste ved 'Ikke én mindre' og Yimous instruktion er måske nu, at intet i fortællingen om Weis eftersøgning af Zhang på noget tidspunkt overdramatiseres. Man kan nu og da mene, at Yimou snarere søger det lidt begivenhedsløse, temperamentsforladte og adstadige. Men på den anden side finder han også konstant udtryk for en underspillet lun og barok humor samt denne form for elementær menneskelig varme, der netop aldrig kan jappes eller forceres frem. Derfor er det næppe en frase at sige, at 'Ikke én mindre' i bedste forstand er en livsbekræftende film. Den synes skabt af en ægte og dybfølt, men aldrig sentimental interesse for et menneske, der midt i sin jævne hverdag påtager sig en opgave, et nødvendigt ansvar for sig selv og andre mennesker.