Man gjorde et barn fortræd. Om dette ømtålelige og følelsesladede emne handler den spanske instruktør Achero Manas' fine og redelige debutspillefilm 'El Bola - Kuglen'. Titlen henviser til den kendsgerning, at filmens hovedperson, den 12-årige dreng Pablo (Juan José Ballesta), konstant er i besiddelse af en lille hård metalkugle. En genstand, der bliver et billede på både hans ensomhed og hans ukuelighed. I 'El Bola' ridser Manas med forbløffende få og sikre midler de deprimerende vilkår for Pablos hverdag op. Han er alene i verden. Tilsyneladende overladt til sig selv af en far og en mor, hvis ægteskab former sig som en slags kuldslået følelsesmæssig våbenhvile. Dertil kommer, at forældrene i den lille lejlighed er travlt beskæftiget med at passe og pleje familiens gamle, halvsenile bedstemor. Hun tisser i bukserne under den traurige familiemiddag, og når Pablo skal hjælpe til med at bade hende, må han med barnlig skam og blufærdighed kigge væk fra hendes nøgne, nedslidte krop. Samtidig runder Manas denne rammende skildring af familielivets følelseskolde tristesse af med en bitter og afgørende antydning af, at forældrene så at sige lever hen over hovedet på Pablo. Han er ikke en gang et barn, man ikke kan nå. Nej, ingen forsøger nogensinde at række ud efter ham, og han har således kun én ting at gøre. Han knuger sin hånd endnu stærkere om sin lille metalkugle. Men når 'El Bola' i lange passager gør så stærkt et indtryk, er det især, fordi den aldrig driver rovdrift på sin egen oplagte følelsesappel. Det overdrevne og sentimentale ligger Achero Manas fjernt. Hans lydhørhed ligger så åbenlyst i den enkle og lavmælte hverdagsrealisme. Et udtryk, hvis klangbund er i god overensstemmelse med Juan José Ballestas glimrende indsats i hovedrollen. Et ansigt og en krop, der rummer trodsen og forbitrelsen, men også den drengede energi og uregerlighed. Bl.a. anskueliggjort i de scener, hvor Pablo sammen med en flok jævnaldrende drenge fordriver tiden med en ophidsende livsfarlig leg ved nogle jernbanespor i byens udkant. Handling, udvikling og spændinger kommer der efterhånden i 'El Bola', da Pablo dels tøvende opbygger et skrøbeligt venskab med den anderledes stærke og udadvendte Alfredo, dels må erfare, at faderens korporlige afstraffelser optrappes i uhyggelig grad. Der optræder her tillige scener i filmen, hvor det ellers så fintmærkende portræt af drengen Pablo har tendenser til at fremstå som et mere udvendigt socialt tilfælde. Det er, som om Manas' koncentration ikke helt udstrækkes til at gælde skildringen af venskabet med Alfredo og opgøret med faderen. Det forbliver dog en mindre indvending. 'El Bola' er en lille, stærk film, som på en nødvendig måde gør opmærksom på et stykke hverdag, et stykke virkelighed, man helst ville glemme.