Julen er hygge, traditionstyranni, kras kommercialisme og barnlig overtro i én ritualiseret pærevælling, som de fleste er enige om at respektere. Det afstikker nogle ganske særlige regler for julefilmen som genre. Den nissefile idyl må gerne trues, men kun for at man juleaften kan fylkes så meget desto mere helhjertet om bjældeklang og gaveregn. I sit magiske animationseventyr 'The Nightmare Before Christmas' gik Tim Burton helt til stregen, før han vendte om, og også Ron Howard turde med den uforlignelige Jim Carrey i 'Grinchen' give sentimentalitet og idyl et seriøst og fantasifuldt modspil undervejs. Den slags udfordringer og overskud skal man ikke forvente sig af 'Tror du stadig på Julemanden?', selv om den betjener sig af nøjagtig det samme dramatiske kneb som de to andre film. Også her bliver Julemandens rolle nemlig overtaget af en skabning uden sans for honninghjerters sødme og uden respekt for den højhellige ønskeseddel. Så børnenes fest og de fede gaver er i fare. En veritabel gifthanger. Den helt almindelige Scott Calvin (spillet af den ligeledes temmelig ordinære komiker Tim Allen) måtte for otte år siden overtage Julemandens plads i 'Tror du på Julemanden?'. Nu har Scott fundet sig rigtig godt til rette som tykvommet og hvidskægget Julemand på Nordpolen, da der pludselig opstår problemer. I USA er sønnen Charlie kommet på listen over uartige børn, der ikke skal have julegaver i år. Samtidig viser en hidtil ukendt paragraf i Julemandsloven, at Julemanden skal gifte sig inden Juleaften. Ellers vil han ophøre med at være Julemanden. Da det er 1. december haster det med at finde en Julekone. Scott/Julemanden må tilbage til virkeligheden for at tage hånd om sin søn og finde sig en kone. Imens skal en kopi af Julemanden styre butikken, men den kunstige Julemand minder mere om en militaristisk version af Den Store Bastian, og så har vi balladen i Julemandens værksted. En julekone? Med nedtælling til 24. december? Idéen hører unægtelig til de mere bovlamme forsøg på at genoplive en historie og 'Tror du stadig på Julemanden?' kan da heller ikke mønstre mere end den absolut mest nødtørftige dramatik. Julen skal gerne være en kombination af urokkelige traditioner og overraskelser, men overraskelserne udebliver. Med den godmodige Tim Allen er julehyggen så nogenlunde reddet, men heller ikke på det punkt føler man for alvor, at man sidder og søber og sovser i de søde sager, som sig hør og bør. Så hellere en repremiere på 'Grinchen', hvis succes alligevel så tydeligt har animeret Disney til at puste fehåret af Tim Allen og lave denne mekaniske og ikke særlig inspirerede julefilm.