Og nu til noget helt andet. Efter den overvældende store succes med 'Italiensk for begyndere' er det glædeligt og befriende at konstatere, at instruktøren Lone Scherfig med sin nye, engelsksprogede film, 'Wilbur begår selvmord', tør kaste forsigtigheden over bord og prøve kræfter med noget nyt. Og måske ikke blot i forhold til Scherfigs egen produktion, men i forhold til hele den rådende kunstneriske dagsorden for nutidige danske spillefilm. 'Wilbur begår selvmord' er en film, der på mange måder, og stort set med held, skiller sig ud. Den når i sin blanding af alvor, humor og nænsomhed en nærmest udansk dybde og vedholdenhed, som måske udspringer af de fremmedartede skotske stemninger og lokaliteter samt de udenlandske skuespillere. 'Wilbur begår selvmord' er i bedste forstand original, men styrer alligevel sikkert fri af det prætentiøse og selvhøjtidelige. Men alene handlingsgangen ligner umiddelbart et stort selvmål. Tilsyneladende umulig at formidle uden at havne i enten det traurige eller det sentimentale. 'Wilbur begår selvmord' handler jo naturligvis om selvmordskandidaten Wilbur (Jamie Sives). Men for at det ikke skal være løgn og nok, handler filmen tillige om sygdom og ensomhed, om traumer og kontaktbesvær. Og om en tung og smertefuld fortid, som nægter at slippe sit faste greb i personerne. Tak for kaffe. Kan det overhovedet blive mere deprimerende? Det overrumplende svar er, at Lone Scherfig netop får en meget livsbekræftende og livsklog film ud af al denne elendighed. Og at hun gør det på en måde, der klinger så fint og rent - uden mindste mislyd af det forløjede eller det postulerede. I filmen følger vi først og fremmest den umulige Wilbur. En sørgmodig sortseer, der går rundt i sin egen lille verden og gang på gang forsøger at tage sig selv af dage. Men som en frelsende engel våger den godhjertede og opofrende storebror Harbour (Adrian Rawlins) over Wilbur. De to brødre, men mest Harbour, driver et udslidt antikvariat, de har arvet efter deres far. Samtidig har de, som følge af Wilburs gentagne selvmordsforsøg, deres jævnlige gang på et hospital, hvor den livstrætte lillebror behandles af den distræte og følelseskolde psykolog Horst (Mads Mikkelsen). Det er bl.a. i forbindelse med skildringen af denne grinagtige Horst samt den overdrevent inderlige og kontaktsøgende sygeplejerske Moira (Julia Davis), det viser sig, hvor sammensat og drilagtig en film 'Wilbur begår selvmord' også er. For der er fine, veloplagte anslag til både parodisk farce og sylepræcis deadpan -humor i disse hospitalsscener (hvor det minsandten afsløres, at Horst i sin tid er blevet fyret fra 'Riget'), men de får alligevel aldrig filmen til at knække over på midten. Grundtonen bevares, og 'Wilbur begår selvmord' fremstår derved blot større, mere generøs og uforudsigelig. Og så mangler vi endda stadig to historier. Den om kærligheden og den om sygdommen. Ind i brødrenes triste, ensformige tilværelse kommer nemlig nu den selvudslettende rengøringskvinde og enlige mor Alice (Shirley Henderson) og hendes datter Mary. Det er næsten for meget. Endnu mere elendighed. 'Wilbur begår selvmord' er en kort overgang på nippet til at ligne en syret spejling af Lars von Triers monstrøse 'Dancer in the Dark'. En grundfabel om længsel og lidelse, et fuldtonet melodrama i grå og mørke farvetoner, et strålende kærlighedseventyr imod alle realistiske odds. Og, ikke at forglemme, en film, hvor samtlige hovedpersoner spilles frem indefra på denne koncentrerede og inspirerede facon. Det utrolige er, at Lone Scherfigs mageløse film kan bære det hele uden at fremstå som en karikatur eller miste sit særpræg. Den bliver blot ved med at bevæge - fra det rørende skæve og skægge til det dybfølt vemodige og konfidentielle. Det sidste navnlig i beretningen om Alice og hendes betydning for de to ellers så kærlighedsløse brødre samt i fortællingen om Harbours truende, smertefulde hemmelighed. Også dette lyder dystert, men pointen er, at det netop aldrig fremstår demonstrativt. Tværtimod. Det lever på sin egen følsomt underbelyste måde på lærredet. Det stille, nære liv. Det skæve liv. Sådan er 'Wilbur begår selvmord'. Her virker det forunderligt nok, som om Lone Scherfig på samme tid evner at indkredse et almengyldigt eksistentielt tungsind og en form for underdrejet, mere nutidig humor, man måske især forbinder med originale filmkunstnere som Jarmusch, Kaurismäki og Lynch. Det er simpelt hen godt begået, Wilbur.