Bliver man mæt af en menu af lutter forretter? Det løjerlige luksusspørgsmål rejser sig som metafor for virkningen af Steven Soderberghs intelligente, men også noget fortænkte eksperiment med så at sige at rimpe flere novellefilmoplæg sammen til én mosaikfilm med den bedragerisk ligetil titel 'Full Frontal'. Tværtimod den store afsløring med åben pande sniger sammenhængen sig her rundt i byens kroge og billedfeltets øjenkroge. Dér anes de tilfældige forbindelser mellem liv, der ellers leves adskilt, a la 'Short cuts'. Journalisten, forfatteren og splejsen Carl bliver på én og samme dag fyret af sin redaktør og af sin kone, Lee, der selv søger afløb for sine frustrationer ved at fyre løs af sine medarbejdere, men også har et kødeligt mellemværende med tyren Calvin. Historien om Carl og Lee smager virkelig efter mere, for her kæmper og elsker karakterfulde Catherine Keener (fra 'Being John Malkovich') over for intenst underdrejede David Hyde Pierce (alias tv-'Frasiers' lillebror Niles Crane). Men vi må videre, for hendes elsker Calvin (velbyggede, brune Blair Underwood) er skuespiller, og i en Brad Pitt-film i filmen spiller han dén Nicholas, der bager på journalisten Catherine, der måske bager igen. Hun spilles med mørk paryk af den Francesca, der ellers er blondine - når hun da ikke beklager sig over indkvarteringen under optagelserne, for da er hun bare Julia Roberts selv uden paryk, og hun brokker sig altså egentlig over arbejdsvilkårene på den film, vi ser. Men vi må atter videre, for Carl har skrevet dét off-off-broadway-drama om Hitler (fascinerende personlighedsforstyrret spillet af Nicky Katt) - 'The Sound and the Führer' hedder det med henvisning via Faulkner ('Brølet og vreden') til Shakespeare - som instrueres af Arty (Enrico Colantoni), der under internetpseudonymet Ed har aftalt en date med Lees søster, massøsen Linda (Mary McCormack). Hun er ellers godt rystet efter mødet med Gus (David Duchovny, bedre kendt som agent Mulder fra 'X-Files'), den filmproducent hvis 40-års fødselsdag i L.A. er stedet hvor alle livsforløbene krydser hinanden i det døgn, filmen spejler. Er De forvirret? spurgte tv-serien 'Skum' retorisk. Og virker det overlæsset, fortænkt? Ja, i hvert fald film i filmdelen og i hvert fald på mig. Skønt jeg jo nok fatter, at filmen tematiserer den ensomhed, som Hitler-skuespilleren har gjort en slags narcissistisk dyd af, men som andre af personerne lider under. Og som især Carl med alle sine Woody Allen-neuroser gør et sagtmodigt oprør mod ved at insistere på at nære følelser for andre - om så bare hunden, der har ædt af hashkagen, for det er også glimtvis meget morsomt. Med sine raffinerede lysfiltervirkninger, sin 'rå' digitalkameraføring - for en stor del håndholdt af Soderbergh selv - og sine bratte klip virker filmens 'dogme'-træk mere iøjnefaldende end just bevægende. Ikke nødvendige for historien. Men måske som led i en professionel renselsesproces hos en instruktør, der har fortalt langt bedre historier i 'Erin Brockovich' og 'Traffic', ja, lige siden gennenbruddet med 'Sex, løgn og video'. Men han må jo også videre.