Efter sidste års succesrige genoplivning af 'Min søsters børn'-serien fra 1960'erne krævede det ikke den store matematiske hjerne at regne ud, at en toer nok snart ville være i støbeskeen. Nu da efterårsferien står for døren, er Peter Gantzler da også ganske rigtigt allerede tilbage i Axel Strøbyes gamle rolle som børnepsykologen onkel Erik, der gang på gang kommer ud for overraskende uoverensstemmelser mellem teori og praksis i samværet med søsterens børn. Annelise Reenberg nåede op på fire 'Min søsters børn'-film. Tomas Villum Jensen er nu oppe på to. Men 'Min søsters børn i sneen' lægger nu ikke op til en seriesucces uden ende. Med sans for det optimalt folkelige fortids- og familiekoncept har manuskriptforfatterne Michael Asmussen og Søren Frellesen placeret 'Min søsters børn' pladask i 'Far til fire i sneen'. Mon 'Min søsters børn' næste gang skal til Bornholm eller til julebal i Nisseland? Foreløbig må onkel Erik træde til og redde skiferien for familiens fem største børn, da far brækker benet. I Geilo møder familien minsandten naboen fru Flinth, der sammen med tre modne veninder fra Skovshoved Singleklub er i Norge på kur & kulturophold komplet med sneyoga, mudderbad og poesiaften. Ungerne prøver at chikanere fru Flinth og gafle hendes værelse. Skibumsen Dan prøver at gafle en ikke uinteresseret Amalie. Resten er kanetur, snowboard og en ikke voldsomt overbevisende række gags med overdreven brug af reactionshots, af børneskuespillerne. Situationskomikken holder et rimeligt niveau, men det er småt med gode ideer, og det er næsten, som om man helt har opgivet at etablere andre af familiens børn end den handlekraftige Jan (Stefan Pagels Andersen). Peter Gantzlers elskelige onkel Erik og Lotte Andersens snobbeskønne fru Flinth udgør stadig et godt par, men manuskriptet driver rovdrift på deres kejtede flirt. Heller ikke den hændervridende hoteldirektør Per Christian 'Elling' Ellefsen kan skjule, at dansk børnefilms vinterferie til de nydelige omgivelser sponsoreret af DFDS Seaways er en temmelig tynd kop sne. I rollen som nutidens svar på Alice O'Fredericks når instruktøren Tomas Villum Jensen denne gang ikke nær samme stensikkert underholdende resultat som i 'Kærlighed ved første hik' og den første 'Min søsters børn'. 'Onkel til fem i sneen' er et rimeligt driftsikkert seriefremstillet produkt, som prøver at score en hurtig kasse ved at satse på familien med de nøjsomme børn som sit oplagte kernepublikum. Det er imidlertid svært at undertrykke en høflig gaben, mens man griber sig selv i at savne Lille Per synge 'Hej for dig og hej for mig'. Og så er det måske, ligesom der mangler noget i det norske skiuføre.