Ganske vist skete der med 'Shrek' en skæbnesvanger gemytliggørelse af ildsprudende drager, så de brandfarlige kræ ikke længere er, hvad de var på kong Arthurs eller hobbitternes tid. Men det kunne de blive igen, hvis vi skulle tro dette miks af »folkesagn, ridderhistorie og tegneserie«. Dét kalder producenten selv 'Dragejægerne', og på dén underholdningsmålestok scorer filmen akkurat over midten af hjerteskalaen. Fremtidsfantasy kunne man også kalde den, for nutidigt metrobyggeri i London har vakt en drage efter nogle millioner års dvale - de pyromane rovmonstre med to kirtler, hvis kemi tilsammen skaber 'naturlig napalm', sved nemlig øglerne af og måtte derpå selv sulte (endnu en teori om dinoernes endeligt!). Straks formerer kalorius sig formidabelt, og England anno 2020 er en askehob i de vingede skrumlers skygge, kun få mennesker overlever endnu i afsides enklaver med delvis middelalderteknologi. Til sådan en borg, med vindkraft, men også radiotelegraf, og under ledelse af den stålsatte Quinn (Christian Bale, alias Patrick B. fra 'American Psycho') ankommer en kolonne amerikanske panserkøretøjer, anført af Van Zan (Matthew McConnaughey med fitnesskrop og isblåt trusseblik). De har hver sin strategi for overlevelse, men forener jo kræfterne. Stærkt bistået af den billedskønne helikopterpilot Alexandra (polsk-svenske Izabella Scorupco fra 'Petri tårer', 'Golden-eye' m.fl.) og hendes 'ærkeengle': udspringere, der lokker dragerne i flyvende net, før de selv folder faldskærmene ud - hvis de når det! I referat lyder de her genrer jo altid som selvparodi, men ødemarken her er næsten selvironi-fri zone (undtagelsen er Star Wars som godnat-dilettantteater for borgens børn). Plottet er såmænd også velkendt krigsfilmopskrift: GI-Joes og lokale guerillaer angriber sammen Det Onde i Führer-bunkeren. Men dét åbner som bekendt også for elementær dramatik om magten, kønnet og de indre dæmoner, præcist doseret af X-files-instruktøren Bowman og kombineret med dygtigt CGI-arbejde, altså computer generated images, der til forveksling ligner 'virkelige' optagelser. Uden edb ville filmen være lige så utænkelig som 'Jurassic Park' og 'Ringenes herre' m.fl. beslægtede sager. Men lige fra åbningsbilledet af vore dages dueplage på Trafalgar Square til slutbillederne, hvor dragerne har erobret luftrummet over London, fungerer dét rygende, svitsende spændende. Og andet giver det sig ikke ud for at ville.