Tegnefilm Tradigital er den betegnelse, producenten Jeffrey Katzenberg har valgt at bruge om stilen og teknikken bag 'Spirit'. En sammentrækning af 'traditionel' og 'digital', som ret præcist beskriver, hvad der er på færde. 'Spirit' er nemlig en tegnefilm, hvor man med god hjælp fra den moderne digitale teknologi har skabt en fortælling, der gør sit bedste for at inkarnere den episke tegnefilms dyder. En billedsmuk tegnefilm, der hylder den oprindelige amerikanske natur, så det må give et sug i maven og øjet hos både børn og voksne. Den hvidhovedede ørn på sin svimlende himmelflugt over dramatiske klippeformationer og præriens bølgende grønne græshav med tordenen fra de dundrende bisonjorde. Hen over dette uberørte landskab kommer den unge hingst Spirit galopperende. Den vilde hest fra det vilde vest. Men en dag dukker der sære tobenede væsener op. De hvide mennesker bliver et skæbnesvangert bekendtskab for Spirit. Han bliver taget til fange og solgt til kavaleriet. Fortets kommandant ligner Custer. En hård negl, som vil knække Spirit. Det lykkes imidlertid hesten at undslippe sammen med den unge indianer Little Creek. Men Spirit bliver fanget igen og bliver nu brugt som arbejdshest. Hæren skal rydde vejen for jernbaneskinnerne. Det går ud over indianerne, skovene og friheden. Spirit må prøve at standse Jernhestens fremmarch, hvis ikke hans land for altid skal være fortabt. I virkelighedens verden lykkedes det som bekendt ikke at standse hverken Jernhesten, fremskridtet eller det Hollywood, der sprang op ved endestationen. Derfor kan 'Spirit' nu fortælles som et filmeventyr, der emmer af nostalgi efter et jomfrueligt Amerika, der for tid og evighed er forsvundet. Bortset fra sin sømløse fusionering af teknologier er 'Spirit' ikke nogen epokegørende tegnefilm, men den har en rank statur som stemningsmæssigt matcher sin hovedperson. Den er på mange måder befriet for de standard- indslag, som Disney så ofte belemrer sine fortællinger med. Humoren er doseret med økonomi. Det vrimler ikke med nuttede dyreunger og sjove små bifigurer, og så er det sympatisk, at hestene ikke taler, men vrinsker. Et fortællemæssigt problem man har løst ved at lade fortællerstemmen (Anders W. Berthelsen) tale på Spirits vegne. Et funktionelt kompromis. Men hvad angår musikken, lader Dreamworks ikke Disney noget efter i forudsigelighed. Det havde været oplagt at lade en eller anden form for countrytone dominere. Men nej; er det tegnefilm skal det være det traditionelle udtræk med storslået underlægningsmusik af Hans Zimmer og smældende ballader af Bryan Adams, der i den danske version bliver sunget efter munden med pophæs stemme af Jørgen Thorup.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Biler ridses, punkteres og fyldes med hundelort – og frivillige trues på livet
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Tre eksperter: For tiden accepterer danskerne utrolig uretfærdighed. Det bliver de næppe ved med
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























