Det første ord, der siges i Steven Spielbergs allerede meget omtalte nye film 'Minority Report', er »mord«. Det er et såkaldt Orakel, der udtaler det. Et Orakel, som befinder sig i Washington i år 2054, hvor filmens handling udspiller sig. Allerede hermed er stilen og genren slået sikkert an. 'Minority Report' er en fremtidsthriller, der tillige gerne vil foregive at have en klangbund som en græsk tragedie. For midt i handlingens elementære, meget underholdende og veldrejede spændingsmoment er der gode muligheder for at tænke længe og dybsindigt over en håndfuld tidløst vedkommende begreber som skæbne, frihed og ansvar og de store, medfølgende spørgsmål - »Hvem er jeg?«, »Har jeg et valg?«. Men naturligvis er det spændingen, der trækker læsset. Den er der næsten lige fra begyndelsen. Vi befinder os altså i år 2054, og John Anderton (Tom Cruise) er førdrabschef i Washington. Førdrabschef? Det vil sige, at Anderton er leder af den politiafdeling, der ved hjælp af tre synske og slumrende medier, de såkaldte Orakler, er i stand til at gribe ind og forhindre, at et kommende mord bliver begået. De synske Orakler kan se og forudsige disse fremtidsmord, og deres syner visualiseres på en speciel skærm, hvor mordforløbet og morderen træder tydeligt frem. Det er nu Anderton og hans enheds opgave at afvæbne og anholde gerningspersonen i opløbet til forbrydelsen. Førdrabsafdelingen har i Washington fungeret fejlfrit i seks år, og grundlæggeren af systemet, Lamar Burgess (Max Von Sydow), sætter nu alle kræfter ind på at gøre denne form for kriminalitetsbekæmpelse landsdækkende. I den forbindelse er den skeptiske FBI-agent Danny Witwer (Colin Farrell) netop ankommet til Washington for at studere fænomenet. Da er det, handlingen hvirvles i gang. Oraklerne melder om et nyt mord, og Anderton går straks i aktion. Men til sin store forfærdelse ser han på skærmen sig selv som morder. Han er her i færd med at dræbe en mand, han aldrig har set før, og Oraklerne melder, at forbrydelsen vil finde sted om 36 timer. Nu er et klassisk spændingsplot etableret. For Anderton bliver virkeligheden med ét til et mareridt. Han er jo uskyldig. Men det ufejlbarlige system siger det modsatte. Han er pludselig en jaget mand. Systemet, anført af Witwer og håndlangeren Fletcher, er i hælene på ham. Samtidig er han selv på sporet. Han må nødvendigvis til bunds i den kommende mordsag, hvor han selv optræder i skarpretterens rolle og en ukendt mand må lade livet. Når man i første omgang forbinder dette plot med Hitchcock-filmen 'Menneskejagt', er det ikke kun i kraft af de handlingsmæssige ligheder. Det er også på grund af tonen og raffinementet. For selvom der er masser af alvor og paranoia, misantropi og pessimisme i 'Minority Report', er der også i Spielbergs udspil et klart element af leg, humor og elegance. Og ofte er morskaben meget tydelig Hitchcock'sk. Det gælder de vanvittige forfølgelsesscener i nogle fjernstyrede fremtidskøretøjer. Og det gælder specielt en scene i en fuldautomatisk samlehal for fremtidsbiler, hvor Anderton med nød og næppe klarer skærene på en måde, der direkte synes at henvise til Hitchcocks idé om fra første møtrik at filme hele tilblivelsen af en bil på et samlebånd for til slut at lade et lig dukke op i bilens bagagerum. Men tungere end dette afvæbnende vid vejer trods alt det desillusionerede menneske- og samfundssyn, Steven Spielberg her bliver fortaler for. Tonen og stemningen i 'Minority Report' er ofte frysende hård og afvisende. Slået an af filmens bevidst begrænsede, meget gennemførte og iskolde farveregister, hvor grå og blå nuancer - som i tåge og stål - blandes på virtuos facon. Her er det, at menneskejagten ikke blot bliver en fysisk foreteelse. For det er selve den menneskelige sjæl og ånd, evnen til kærlighed, medfølelse og fantasi, som er udsat. Anskueliggjort af det nådesløse kontrol- og magtapparat, der er udviklet sideløbende med førdrabsbekæmpelsen, og som har forvandlet samfundet til en overvågningsanstalt, hvor ingen kan føle sig sikker for Big Brothers allestedsnærværende blik. Det er således en vældig overmagt, Anderton er oppe mod, da han som systemets mest loyale og effektive mand pludselig bliver forvandlet til dets offer og fjende. Overalt er han i farezonen, for i dette mareridtssamfund kan samtlige individer i bogstaveligste forstand identificeres på et øjeblik. Det er derfor, Anderton på et tidspunkt får foretaget en makaber og grotesk øjentransplantation, som for en stund skal gøre ham til en fremmed for systemet. Men sjælen sidder i øjet. Anderton er tilsyneladende god nok på bunden, og måske må han på et tidspunkt sande, at Witwer havde ret, da denne tidligere proklamerede: »Magten ligger altid hos præsterne, ikke hos oraklerne«. Hvilket samtidig kunne være filmens underliggende, humanistiske budskab. Den menneskelige evne til at tvivle og tænke selvstændigt er vigtigere og stærkere end troen på et hvilket som helst system. Det er i forlængelse af dette, filmen har fået sin noget kryptiske titel. En 'minority report' (eller 'marginalrapport') er en hemmelighed for de få og indviede, og den optræder udelukkende de sjældne gange, hvor det viser sig, at de tre ufejlbarlige Orakler - som jo er mennesker af kød og blod - er uenige og tvivler om et fremtidigt mord. Alt dette gennemspiller Spielberg med et mesterligt teknisk håndelag, hvor Tom Cruise gør god fyldest som den jagede og martrede John Anderton. Svaghederne ved filmen er måske, at Anderton og de andre personer i længden reduceres til brikker i et iskoldt spil, og at instruktøren gør slutningen på menneskejagten så lang og indviklet, at intensiteten viger og en vis hektisk tomgang trænger sig på.