Alderen har hverken gjort den 82-årige Eric Rohmer blind for menneskelivets udfordringer, filmmediets muligheder eller for hvordan man realiserer et projekt inden for en økonomisk overkommelig ramme. 'Hertugen og englænderinden' er baseret på den engelske adelskvinde Grace Elliots memoirer 'Journal of My Life During the French Revolution', men i stedet for at gøre et forsøg på at genskabe 1790'ernes Paris har Rohmer simpelthen valgt at få maleren Jean-Baptiste Marot til at male Paris ud fra datidens kobberstik og gadekort. Kulisserne har forlenet filmen med en egen stiv og knirkende stilfuldhed, der passer fint til hovedpersonernes høviske omgangsform, og faktisk bliver det det mest interessante træk ved den gamle mesters nye film. Som altid spiller det talte ord en stor rolle i Rohmers film. 'Hertugen og Englænderinden' er den franske revolutions kaos skildret som en dialog mellem to kultiverede aktører fanget i et historisk kaos. Den engelske Grace Elliott (Lucy Russell) er royalisten, mens republikaneren er den franske prins Hertugen af Orleans (Jean-Claude Dreyfus), der tager parti imod sin egen stand og sin kødelige fætter Louis d. 16. Orleans vil oplysning og fremskridt, men revolutionen æder som bekendt sine egne børn, og snart eskalerer rædslerne under Robespierre i Paris' gader. Det ser man dog ikke meget til. Måske godt det samme. For Rohmers skildring af jakobinerne som savlende monstre, der kommer myldrende op fra det slibrige folkedyb, er overdrevent grotesk. I stedet koncentrerer Rohmer sig om samtalerne mellem de to hovedpersoner, og den indvirkning de skiftende turbulente begivenheder har på deres standpunkter og overlevelsesmuligheder. Filmen er et dobbeltfløjet portræt. På den ene side Hertugen af Orleans, spillet for fuld frikadelle af Dreyfuss, der bliver et portræt af en pragmatisk idealist, som må klare en stadig mere prekær og moralsk undergravende balancegang i en tid, hvor fanatikerne har magten. På den anden side et vitalt portræt af hans tidligere elskerinde, Grace Elliott. En kvinde med mod og mandshjerte, der ikke tror på idealernes gradbøjning. Det er nutidens menneskesyn og politik, der er i færd med at blive defineret, men Rohmers fokus er eksistentielt snarere end politisk. Diskussionerne er primært en ramme om Rohmers fokusering på et enkelt menneskes rygrad. Det bliver selvfølgelig spændende nok, da Grace med fare for sit liv gemmer en såret aristokrat under madrassen, men det er ikke spændingsmomentet, der har interesseret Rohmer. Mere medrivende bliver det ikke af at revolutionsårene er skildret som en temmelig indforstået fransk affære. Rohmers interesse har været den moralske udfordring, som en krisesituation trækker skarpt op for den enkelte. Filmen er skildringen af en kvinde, der formår at holde sit moralske kompas på ret kurs, uanset hvilken drejning begivenhederne tager. Nobelt, redeligt og ordrigt fortalt, men også med en distance som lidt for godt passer sig for et spand på 200 år.