Tape

Lyt til artiklen

Der sidder to mand, ikke på en tømmerflåde, men på et motelværelse; de diskuterer, hvad der skete en dag for ti år siden, og en kvinde kommer og deltager. Det går der halvanden time med, i motelværelset såvel som i biografen, filmen spiller i realtid. Og dette skrabede sceniske arrangement med strikt opfyldelse af klassicismens krav om tidens, stedets og handlingens enhed bliver så til en intens dramatisk oplevelse. I dogmefilmens fædreland skulle det nu efterhånden heller ikke komme bag på os, at film kan finde kunstnerisk spændstighed ved at trække i spændetrøje. Og Richard Linklaters digitalvideofilmede version af Stephen Belbers scene-enakter 'Tape' siges faktisk at være inspireret af de danske film, plus - ikke mindst, ser det ud til - af John Cassavetes' low budget-film fra 1960'erne og 70'erne. Som hos ham drejer det sig her om at belyse vore gensidige (selv)bedrag gennem en konflikt mellem venner, intenst spillet og dynamisk observeret af det utrættelige kamera fra overraskende vinkler. Jon skal præsentere sin nyeste film på den lokale festival i fødebyen Lansing, Michigan. Vince, engang hans bedste ven i high school og nu brandmand og narko dealer, er også på visit og skal hentes på motellet, de skal spise sammen. Men først vil Vince presse sandheden frem om, hvad Jon for ti år siden lavede med Amy - som Vince ellers kom sammen med i de sidste klasser. Ti års opsparet nag over forsmået venskab og kærlighed siver og sprutter ud af Vince som eksistentiel rastløshed, mens han nærmest legende lokker kontrollen fra den korrekte og selvretfærdige, lovende filminstruktør Jon. Som til sidst må indrømme, at han voldtog Amy dengang: Den defensive, pæne fyr ligner nu et skabsmachosvin, mens den aggressive Vince begynder at ligne et offer. Indtil han i jagten på sandheden selv går ét skridt for langt ud over venskabets tillidsgrænse. Hvorpå Amy selv træder ind og med sin version nok en gang vender sandheden på hovedet. Hvor det lander skal ikke refereres, det skifter til det sidste. Afgørende er det fænomenale forsvar af alle tre roller: Uma Thurman ('Pulp Fiction' m.m.fl.) er både distant og sårbar som collegepigen, der elskede engang, men nu arbejder hos anklagemyndigheden og har lagt fortiden bag sig. Det samme har Jon, som Robert Sean Leonard ('Døde poeters klub') låner al sin dengsede charme - a sweet-talking bastard? Men den helt geniale indsats, der løfter historien fra kammerspil til skæbnedrama, yder Ethan Hawke (som Linklater også instruerede i 'Before Sunrise') som den utilpassede, kreativt desperate, håbløst barnagtige og dybt sårede hævner - et nyt årtusinds sidestykke til James Dean i 'Øst for Paradis'. Her og nu er der bare ingen guddommelig eller faderlig velsignelse at bejle til. Kun en umættelig længsel efter ømhed og efter en abstrakt retfærdighed i stedet for den sandhed, der hele tiden skifter ansigt. Hans rolle opvejer alle afkald på ydre underholdningseffekter!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her