Gamle mænd i nye biler

Lyt til artiklen

Når instruktøren Lasse Spang Olsen kaldte sin gennembrudsfilm fra 1999 for 'I Kina spiser de hunde', var det i første omgang en uforståelig absurditet. Men ved nærmere eftersyn var der mening med galskaben. For et eller andet sted handlede den muntre og fandenivoldske film - en slags Tarantino i lømmelalderen med et glimt af dansk humor i øjet - trods alt en smule om moral og amoral, om værdirelativismens bedrageriske glidebane. Altså: I Kina spiser de hunde, det gør vi ikke i Danmark, så hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Nu er Spang Olsen, manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen og hele holdet bag den overrumplende succes på banen igen. De har lavet en film, hvis handling former sig som en slags optakt til 'I Kina spiser de hunde', og den nye film har fået titlen 'Gamle mænd i nye biler'. Også denne gang en absurd og uforståelig titel, hvis man umiddelbart sammenligner den med indhold og handling. Men hvad værre er: helt uden dén underliggende tematiske pointe, som gjorde sig gældende for 'I Kina spiser de hunde'. For Lasse Spang Olsens nye film fremstår desværre som en meget hul og vakkelvorn konstruktion. Et simpelt, men fingernemt opkog af de bedste grundidéer fra den første film, men helt uden forgængerens strejf af drenget charme og uskyld. Handlingsmæssigt præsenterer 'Gamle mænd i nye biler' sig således som en serie af indviklede og desperate kup, der alle har en håndfuld velkendte personer i centrum. Nemlig først og fremmest den voldelige og utilnærmelige Harald (Kim Bodnia), de to frygtsomme og blødagtige kokke Martin (Nikolaj Lie Kaas) og Peter (Thomas Villum Jensen) samt den godmodige og forvirrede jugoslaviske underhund Vuc (Brian Patterson). Handlingen, der forbinder de forskellige kup og action-scener, udspringer af, at Haralds plejefar Munken (Jens Okking) ligger på sit dødsleje og kun har ét eneste ønske tilbage i livet, nemlig for første og eneste gang at se sin biologiske søn Ludvig (Torkel Petersson). Rørt dybt i sit ellers så forhærdede hjerte beslutter Harald, at han sammen med Martin og Peter vil tage til Sverige for at hente Ludvig, der desværre er ved at afsone en dom i et af landets bedst bevogtede fængsler. Nu går den vilde jagt. Og den standser naturligvis ikke, da Harald, Martin, Peter og Ludvig er vel tilbage i Danmark. Nej, nu tager handlingen blot ekstra fart, i flere forskellige retninger. For selvom Munken udtrykkeligt ligger for døden, beslutter Harald, at han vil skaffe plejefaderen en ny lever. Lægen Erling (Jacob Haugaard) anbefaler, at den hentes i Ecuador, og for at finansiere turen til Sydamerika må Harald og Ludvig gennemføre et bankkup. Sådan fortsætter 'Gamle mænd i nye biler' en rum tid endnu over stok og sten, idet den på et tidspunkt mere og mere kommer til at handle om en helt usandsynlig kærlighedsaffære mellem den - viser det sig - psykopatiske kvindemorder Ludvig og den forsmåede Mille (Iben Hjejle), som Harald og Ludvig har taget som gidsel under bankkuppet, og som netop er blevet droppet af FCK- spilleren Dan Hansen. Det lyder umuligt, og det er det også. 'Gamle mænd i nye biler' vil alle steder hen og ingen steder hen, og den ujævne film slingrer usikkert af sted, uden at nogen i instruktion eller manuskript har formået at skabe et blot nogenlunde acceptabelt niveau af konsekvens, stilsans og rene linjer. Det er en formildende omstændighed, at Kim Bodnia som olm og studs outsider stadig har dette storstilede nærvær på lærredet, men alle andre steder er det, som om intet i filmen bliver gennemført eller rundet af - hvilket også gælder en håndfuld halvhjertede henvisninger til Olsen-bandens univers. Der går på denne måde tre-fire irritationsmomenter på én velturneret morsomhed i den løbske handling. Lige præcis sådan et udspil er 'Gamle mænd i nye biler': en filmet brainstorm, hvor alle de løse ender og dårlige brandere er i forbløffende overtal. Man tror, det er løgn. Man er måske parat til at spise en hund eller to, men at sluge denne kamel er umuligt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her