Selv om denne vemodige svenske komedie deler titel med et hujende åndet dansk tv-show, har den mere tænksomme ambitioner. De indfries kun delvis i historien om, hvor skræmmende forandrede og dog uforandrede de 35-36-årige er, som mødes tyve år efter afgangen fra niende klasse. På den ene side satte, resignerede, separerede osv. På den anden side har kun få fundet en anden livsbane, endsige lykke, end den forudsigelige, og gamle kliker og roller gendannes rask, bittert overvundne barndomskomplekser blusser atter op i lys lue. Magnus (Björn Kjellman fra Herngren & Holms forrige 'Adam og Eva') kommer egentlig mest til festen for at gense den skønne, nougatfarvede Hillevi, hvis forældre var fra Senegal, og som han kun næsten stak af med, dengang. Og det er ironisk nok hans nuværende kone (den gennemsunde og dog pikante Cecilia Frode), der overtaler ham, for hun morede sig strålende ved sin klassefest: »Bortset fra mig selv var der ingen, der havde forandret sig det mindste!«. Stærk er hun i troen på det jævne, muntre, virksomme liv med villa, Volvo og den velafrettede præmievovse, der er en kun alt for tydelig parallel til hr. Flinkesens egen adfærd som forsikrings- og ægtemand. Med andre ord: en film om midtvejsmandens krise over livets uindfriede håb og fravalgte chancer - let genkendeligt for de fleste velfærdsmænd mellem 35 og 55, men mildest talt også et velbelyst tema. Det ene nogenlunde originale greb er her, at den 16-årige Magnus dukker op og forfølger sit 36-årige jeg - usynlig for alle andre. Men denne personlighedsspaltede dialog er på lange stræk lige så forudsigelig som typerne fra den gamle skoleklasse: intrigante duksepiger, brovtende selvusikre knægte i en klike, der mobber outsiderne, dengang som nu. Og så fremdeles, selv drømmepigen Hillevi forbliver i voksenudgaven (spillet af Inday Ba) en kliché i al sin politisk korrekt anbragte ynde. Trods enkelte pudsige scener er filmen grundlæggende alt for pæn til sit eget emne. Dét oprør mod konvention og gruppepres, der har ulmet siden niende klasse, stikker langt dybere end det lille, selvcensurerende udbrudsforsøg, Magnus gennemfører; men som filmen allerede har distanceret sig ironisk fra ved at have gennemspillet mønsteret som farce i nabohuset. I stedet for fræsende livsappetit får vi artig konversation med et skævt smil, sympatisk, men uforløst. Ingmar Bergman møder Lasse Åberg?