Der er en befriende morsom og overraskende scene i Peter Bays nye komedie 'Humørkortstativsælgerens søn'. Man ser i en kort sekvens den halsstarrige filmmand og debattør Christian Braad Thomsen i en meget flygtige birolle som dyrlæge på et dyrehospital, og han har kun én enkelt replik i filmen. Men hvilken replik. Christian Braad Thomsen, i hvid lægekittel, kigger bestemt, irriteret og vrissent på de umulige mennesker, der her kommer og plager ham med et sygt dyr, og så siger han med tør og skråsikker autoritet: »Ja, normalt tager jeg mig af krybdyr«. Men så er det desværre også, at man fristes til at konkludere, at denne ene scene rummer mere smittende humor, absurditet og originalitet end hele resten af filmen. For 'Humørkortstativsælgerens søn' viser sig at være så mislykket og usammenhængende, at det næsten er en præstation i sig selv. Man kan kun sige, at det bestemt må være professionelle folk, der står bag dette gennemførte kiks. Som genre er 'Humørkortstativsælgerens søn' en satirisk komedie i tidens tegn. Dens handling udspiller sig i København for ca. 10 år siden, og i centrum står den 35-årige forlagsredaktør Rasmus (Thomas Bo Larsen). Han er lynhurtigt og overfladisk portrætteret som en vattet og konfliktsky mand, der helt og aldeles er i lommen på sine omgivelser - først og fremmest den dominerende og snusfornuftige kæreste Bolette (Hella Joof), som så gerne vil være gravid, og den desperate, drikfældige og infantile digtertype Jack Høst (Niels Olsen), der konstant går rundt med øglen Kamma på skulderen og en kæp af guldøl i øret. Nu er det klart, at Rasmus efterhånden må frigøre sig, finde sig selv og måske blive forelsket. Det sker da også, da han træffer den søde og naturlige dyrlægevikar Emilie (Anette Støvelbæk), som dog muligvis gemmer på en tung hemmelighed og en suspekt fortid. Det lyder altsammen, som det skal, hvis man forestiller sig en let, behændig og charmerende komedie. Desværre er det aldrig det, man ser, når 'Humørkortstativsælgerens søn' viser sig på lærredet. Her ser man kun en uskøn og umorsom samling af skitser, tilløb og blindgyder. For i tre så grundlæggende ting som personinstruktion, tids- og miljøskildring er Peter Bays indsats mildt sagt mangelfuld. Personerne er tomme og flagrende postulater, der end ikke rummer så megen karakter, at de fungerer som genkendelige typer. Kvinde, kend dig selv, kunne man sige til Hella Joofs ufrivilligt konfuse fremstilling af Bolette. Mens Niels Olsen som trodsig og ondsindet dødspoet måske er en morsom idé på papiret. Men en umulighed på lærredet. Sjældent har en skuespiller og en rolle kæmpet så forgæves for at finde hinanden. Thomas Bo Larsens fjæs og minespil er naturligvis i sig selv en lille formildende omstændighed, men som forlagsredaktøren Rasmus - gentag efter mig: 'Forlagsredaktøren Rasmus' - har han ikke en chance. Alle disse svagheder og mangler går desværre igen i et tidsbillede, der aldrig folder sig ud og rummer blot et lille markant og sanset spor af København og Danmark for et årti siden. Og en miljøskildring, der bl.a. får en reception på Rasmus' mondæne forlag til at ligne en fest for to druknede mus i en telefonboks. Endelig er der Anette Støvelbæk. Hurra for hende. Som den eneste synes hun at investere alvor, sanser og følsomhed i foretagendet - og er alene det ene af filmens to hjerter værd. Hun vil os noget. Hun taler til os og tror på, at vi er et godt og begavet publikum. Det er vi også. Vi har fortjent en meget bedre film (plus grinebideren Christian Braad Thomsen).