Det er åbenlyst med stor begejstring og store armbevægelser, instruktøren Sam Raimi har givet sig i kast med filmatiseringen af tegneserieeventyret om Spider-Man. Men det er heldigvis også med en situationsfornemmelse og en indlevelse, der gør, at filmen aldrig kommer til at lide af unødigt vokseværk eller ender med at ligne et buldrende udstyrsstykke af action og effekter i endeløse baner. I stedet er der næsten hele tiden en kerne af menneskelighed, følelser og humor i denne vellykkede 'Spider-Man'. Ikke sådan at forstå, at filmen er overvældende rig på nuancer og dybsindigheder. Men snarere sådan, at udtryk og virkemidler i Raimis sikre og velovervejede håndtering på en tilfredsstillende måde går op og dermed afbalancerer hinanden i en grad, der netop skaber god og medrivende underholdning uden at efterlade et indtryk af tomhed, stupiditet og spekulation. Man gjorde en teenager fortræd. Det er denne helt enkle og følelsesladede grundsituation - hele tiden tæt på grænsen til det overdrevent banale og sentimentale - som er udgangspunktet og den vedvarende emotionelle drivkraft i Sam Raimis udgave af 'Spider-Man'. Samt i Tobey Maguires meget fine portræt af titelfiguren. For før Peter Parker via et tilfældigt møde med en genmanipuleret edderkop blev forvandlet til en superhelt med magiske kræfter, var han jo blot en lidt kikset og selvudslettende teenager, der var håbløst forelsket i naboens smukke, uopnåelige datter, Mary Jane (Kirsten Dunst). Hele denne afgørende baggrundshistorie trækkes op med enkle, men effektive streger, som ganske præcist giver et billede af den forældreløse Peter Parkers lidt grå og begivenhedsfattige forstadstilværelse hos de elskelige plejeforældre, onkel Ben og tante May. I den anonyme Peter Parkers trivielle dagligdag er der nok både tryghed og varme, men også en snigende klaustrofobisk fornemmelse af trange kår og ensformighed. Alt dette skal få en ende, skal det. For pludselig er det jo, at Peter Parker opdager, at han er blevet en anden. Ikke længere den forsagte og svagelige bogorm, der med stor smerte må lade sig ydmyge både i skolen, i skolebussen og af Mary Janes smarte og utålelige fyr, Flash. Peter Parker er med ét blevet fri. Og erkendelsen har en berusende effekt på den usikre teenager. Derfor er der denne svulmende triumf i de storslåede billeder af Spider-Mans første, visuelt overvældende ture lodret op ad husvægge, på spring over tage og på glidende, svingende flugt i meterlange spindelvævstråde på kryds og tværs mellem skyskraberne i Manhattans vilde og myldrende storbyjungle. Men samtidig glemmer Raimi og Maguire aldrig triumfens bagside. Som Spider-Man er der en sammenbidt blanding af frigjort jubel og beslutsom hævnfølelse i sidstnævntes udtryk, men bag ved det hele ligger konstant Maguires særlige fornemmelse for det melankolske. Nemlig tvivlen og frygten, idet Peter Parker indser, at han nu er uovervindelig, men netop derfor samtidig så overmenneskelig, at han på kærlighedens grund er ude af stand til at vinde den eftertragtede Mary Jane, som ellers beundrer den tapre og mystiske Spider-Man så meget. Et kvalfuldt dilemma for den stakkels Peter Parker, og deraf udspringer bl.a. også hans lange, forelskede, på samme tid sørgmodige og sødmefyldte kærlighedserklæring til den intetanende Mary Jane ved tante Mays sygeleje. Hermed er døren åbnet på klem for en tragisk konflikt i 'Spider-Man'. Det er slet ikke noget, Raimi spiller tilbundsgående og stærkt analyserende igennem, men tilstedeværelsen af denne lille flig - så ofte fint genspejlet i Maguires udstråling og ansigtsudtryk - er nok til, at filmen på en tankevækkende og inspirerende måde fremstår mere tvetydig end ensidig. Men først og sidst er 'Spider-Man' alligevel båret af Sam Raimis uforbeholdne hyldest til tegneserieuniversets herlige forenkling og virkelighedsflugt. Filmens ånd er en drengefantasi, rundet af sund humor og kulørt satire. Det sidste gælder både skildringerne af nogle fæle, skrupelløse generaler og det urkomiske lynportræt af en meget temperamentsfuld og opportunistisk avisredaktør. I denne store sammenhæng betyder det faktisk mindre, at en del af handlingen virker en anelse påklistret. Det gælder den store historie om den lange kamp mellem Spider-Man og den fæle skurk Green Goblin (Willem Dafoe), hvor sidstnævnte viser sig at være en sindsforvirret udgave af den grådige og hjerteløse forretningsmand Norman Osborn. Her er umotiveret brug af isenkram, effekter og teknologisk blikfang til tider ved at få overtaget. Men til slut må også disse filmiske skavanker bøje sig for den suveræne Spider-Man. Superhelten suser og svinger sig gennem New York og hen over Fifth Avenue som en rask dreng i en vild drøm, og alligevel kan man hele tiden fornemme den bitre smag, han har i munden. Her et sted løber eventyret, tegneserien og tragedien passende sammen.