Skønt det her overskrider de harmløse løjer, er ordene 'tilbage til fremtiden' en god beskrivelse af selve bevægelsen i den irriterende og fascinerende amerikanske independent-film om søvngængeren Donnie Darko. Han er en særdeles intelligent high school-elev fra en gennemsnitsfamilie i en gennemsnitsby - men plaget af skizofreni. I sine søvngængertrancer styres Donnie af en dyster kanin i overstørrelse og dødningemaske. Kræet hedder ikke Harry, men Frank, og varsler verdens undergang på dato og klokkeslæt og advarer også om, at en løsreven jetmotor fra et fly vil styrte ned i Donnies værelse. Det sker faktisk, mens han selv er på natteudflugt, og nu er han overbevist om Franks profetiske evner. Intet fly har mistet den nedstyrtede motor. Nedtællingen mod dommedag bliver filmens tikkende ur. I vågen tilstand arbejder Donnie - såvel som hans psykiater - for at opklare mysteriet og gøre den flækkede og forskudte verden hel igen, bl.a. ved at studere tidsrejseteorier, men i trance lader han sig bl.a. overtale af Frank til at hærge skolen. I det følgende postyr må de yngre, fordomsfri lærere vige for de hykleriske og skræmte ældre kræfter, der logrer for en magtfuld terapeutisk guru med sine egne lig i lasten. Andre handlingstråde er Donnies forelskelse i klassens ny pige og løbende strid med klassens bøller. En rodet historie, måske bygget for teksttro på en overlæsset roman. Som film forskruet og intelligent på én gang. Altså fascinerende (og enormt irriterende), dels på grund af spillefilmdebuterende instruktør og manusforfatter Kellys 'baglæns' fortælleform og Steven Posters drømmende, skræmmende fotografering; men også på grund af Jake Gyllenhaals stærke spil i titelrollen, skiftevis intens og fjern, lynbegavet og trancebøvet. Men han er nu også omgivet af skønne, menneskekloge kvinder i alle aldre, fra Patience Cleveland som 101-årig landsbysærling over Donnies mor, den blidt fattede Mary McDonnell (knytnæve-squawen i 'Danser med ulve' i sin tid) og den lige så smukt modnede psykiater Katharine Ross (engang ingenue i 'The Graduate') til Drew Barrymore som uforsagt lærer og den eftertænksomt blide klassekæreste Jena Malone. Over for sådan et rosenflor blegner herresiden, selv Patrick Swayze som lusket guru. Filmen var prisnomineret på sidste års Sundance-festival. Men hvis spil og rollebesætning er til fire-fem hjerter, er min begejstring mindre end halvhjertet for det sværmeriske rod i verdensbilledet - den unges skizofrene dommedagsprofeti koblet til lillebyens bornerte angst er hele tiden ved at kamme over i teenygys. Et snit på tre hjerter må spejle en alt andet end gennemsnitlig film.