Star Wars: Episode 2 - Klonernes angreb

Lyt til artiklen

Burde George Lucas have ladet lyssværdene hvile efter den uopslidelige 'Star Wars'-trilogi fra 1977-83? Stærkt tilbøjelig til at svare ja var man, da 'Episode I - Den usynlige fjende' dukkede op sådan ca. 17 lysår efter, at eventyret var forbi. Lucas gjorde det ikke let for sig selv. De tre nye stjernekrigsfilm skulle ikke være eventyrets fortsættelse, men fortælle dets forhistorie. Men hvor spændende kan man lave et dramatisk eventyr, hvor man på forhånd ved, hvad det hele ender med? Det var, som om George Lucas selv var i tvivl om, hvordan han skulle få sin naturstridige humlebi af en filmfortælling i luften. En forvirrende bunke ting skulle sættes på plads før historien overhovedet kunne begynde at komme i omdrejninger. Lucas drev rovdrift på børns fascination af computerspil og lod en fjollet anomalitet ved navn Jar Jar Binks fylde alt, alt for meget. Engang var Kraften med George Lucas, men mere end halv kraft kunne han ikke mønstre med den 'Den usynlige fjende'. På den baggrund er 'Episode II - Klonernes angreb' et klart fremskridt. Det visuelle snit er meget mere rent og så fantasifuldt og flot, at man denne gang uden videre bliver beamet om bord i Lucas' rumfantasi. Selvom II'eren er handikappet af at være midterste afsnit og derfor ikke har noget, der for alvor ligner en begyndelse eller en slutning, formår Lucas at postulere en spænding og holde den ved lige. Mørket tager til i 'Klonernes angreb'. Ørehængeren Jar Jar Binks er reduceret til en minimal bi-rolle, men har til gengæld den vigtige opgave at repræsentere den politiske dumhed, der baner vejen for et diktatur. Fortællingen følger to spor. Det ene er historien om de intergalaktiske rævekager. Senator Palpatine manøvrerer i det skjulte for at sætte demokratiet ud af kraft og selv komme i position som diktator. Amidala kæmper for at bevare demokratiet, mens det er uklart, hvilke kræfter der i virkeligheden i sidste ende dirigerer Grev Dookus separatistbevægelse. Og hvem mon har bestilt den enorme hær af hvidklædte klonsoldater, som Obi-Wan Kenobi opsporer på den fordækte planet Kamino? De hvide soldater, som senere i 'Stjernekrigen' bliver imperiets frygtede stormtropper. Imens har en ung riddersmand ved navn Anakin Skywalker i rollen som prinsesse Amidalas bodyguard travlt med at opleve de ting, der skal forvandle ham fra Jedi-lærling til den Darth Vader, der foruden at være de mørke kræfters feltherre også skal blive far til helten Luke Skywalker. Psykologien holder sit indtog i universet. Anakins mor dør en voldsom død, og i en rasende blodrus hævner sønnen sin mor. Anakin er i forvejen utålmodig, ambitiøs og arrogant og nu udvikler hans forelskelse i prinsesse Amidala sig til en seksuel tiltrækning. Sorg og sex er de såre menneskelige kræfter, der skal forvandle ham. Det psykologiske portræt af Anakin er en styrke i filmen. Men samtidig står psykologien i akavet kontrast til fortællingens kosmiske univers. For Anakin er jo prædestineret til at skulle genoprette balancen i Kraften. Og hvis det hele tiden er bestemt, at han skal repræsentere mørke kræfter, er de psykologiske forklaringer dybest set helt overflødige. Forudbestemtheden i fortællingen er Lucas' store problem. Vi ved, hvem der skal ende med at være de gode og de onde, men for at komme fra A til B må fortællingen bestå af både forræderi og dobbeltforræderi for at holde gryden i kog. Men når figurerne hele tiden skifter valør, er det svært at investere sine følelser i handlingen. På skurkesiden er Grev Dooku (Christopher Lee) nøjagtig som Darth Maul var det i I'eren, kun opfundet for at få tiden til at gå. På heltesiden er den kyske Obi-Wan Kenobi og den bidske Anakin i skikkelse af Ewan McGregor og Hayden Christensen et par ferske riddersmænd. Lucas' forhistorie savner seriøst en slagfærdig sidekick som fordums Han Solo. Men plottet er mere end noget andet svagheden i en stjernekrigsfilm, der ellers på mange måder er et stort fremskrift i forhold til sin umiddelbare forgænger. Og ikke kun på grund af de mange lyssværd.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her