Den danske titel på 'Collateral Damage' giver 1980'er-deja vu - og det er langtfra det eneste ved denne amerikanske actionfilm, der minder om noget, man har set før. Arnold Schwarzenegger er en brandmand, der mister sin kone og søn, da mellemøstlige ... undskyld, colombianske terrorister sprænger en bombe i et højhus ... sludder, uden for en ambassade. Regeringen lover at finde og straffe Osama ... nej, vrøvl, den colombianske guerillaleder Ulven (Cliff Curtis), der placerede bomben. Men på grund af intern splid i regeringen sker der ikke rigtig noget. Og så er det tid for Den Gode Middelamerikaner at tage hånd og biceps om sagerne med sin helt private nålestikoperation. Altsom Arnold drager sydpå og ind mellem jungletræer og narkokarteller trænger flere spørgsmål sig på: Er den dræbende hævner lige så ond som den morder, han vil straffe? Kan det nogensinde retfærdiggøres at tage et andet menneskes liv? Og hvad laver en skuespiller af John Torturros format i den her film? De svar, vi får er: Nej, ja, og scorer kassen, må man gå ud fra. Instruktøren Andrew Davis - der har lavet habile actionfilm som 'Flygtningen' (1993) - og hans hold gør, hvad de kan for at rense den amerikanske nations samvittighed. Og de klicheer, de trækker op af hatten til formålet, er tykkere end Arnolds accent. Filmens stunts er nogenlunde ligeså forudsigelige som handlingen, og bortset fra en rask, lille nævekamp blandt landminer er spændingen stærkt begrænset. Hvad mere er, 'Kold hævn' mangler noget så essentielt som humor. Et par underholdende kyniske bipersoner bliver alt for hurtigt nakket og bortvist fra historien, og så sidder man igen tilbage med Arnold og hans kedsommeligt (skin)hellige korstog for retfærdighed. Og hvis der er noget, som kan suge charme ud af actiongenren, så er det - efter min mening - selvhøjtidelighed.