En søn passer sin døende mor. De snakker. Han siger ting som »Jeg lever med hovedet. Ellers ville hjertet briste«. Hun sover. De drømmer det samme mareridt. Hendes åndedrag er tungt i hans øre. De bor i et tomt, tilskoddet hus. Omegnens fåtallige andre huse er spøgelseshuse. I det fjerne minder et prustende damplokomotiv om en større verden. Men både for den døende og den levende er verden uden for deres fælles lidelses rum fjern og uvirkelig, som gulnede fotografier fra en svunden barndom. Tarkovskij-disciplen Aleksandr Sokurov lavede 'Mor og søn' i 1997. Hans stillestående fremstilling af forholdet mellem en døende mor og hendes hengivne søn kan næsten ikke kaldes levende billeder. Men til gengæld måske døende billeder. I disse melankolske billeder, ikke meget mere handlingsmættede end et stilleben, ånder alligevel et eget ømt liv. I billedets centrum er gennemgående sønnen med den døende mor i sine arme. En pieta med omvendt rollefordeling. Så spændstigt som en balletdanser fra Kirov-balletten går sønnen i Aleksej Ananisjnovs skikkelse rundt med sin mor, som var hun en tragisk indtørret sylfide. I periferien bliver billedet fordunklet og tåget. Den beåndede natur indrammer den guddommelige kærlighed mellem moderen og sønnen. Et ikon. Den russiske mysticisme er efter kommunismens fald dukket intakt op. Hvilket får et særligt udtryk hos Sokurov, der til overflod er præget af den romantiske mestermaler Casper David Friedrich. Selv de hvide kridtklinter i skovpartiet er kommet med. I det hele taget er filmens smukkeste kvalitet dens billeder af den russisk besjælede natur. Og billederne forekommer virkelig besjælede. De rummer hele tiden mere, end man umiddelbart kan se, men dette 'mere' er hverken postmoderne koder eller skjult reklame. »Guds skaberværk er vidunderligt«, hedder det, og dalsænkningerne ånder og emmer af kold dis. Truende koksgrå tordenskyer trækker uldent og ulmende op. Grågult bølgende korn, skovmørket og sollyset, der står i skovbunden som ravgyldne bjælker mellem træernes levende bark. Den næsten absurd publikumsafvisende 'Mor og søn' kan knap nok kaldes en spillefilm, men det er samtidig et kompromisløst værk, og som billede er det både klart og åbent for fortolkning. Handler Sokurovs film om den konkrete sygdom til døden, om nationen eller om eksistensen, når moderen siger: »På en måde er det ikke dårligt at bo her, men det er også altid meget hårdt«?