Den 3. oktober 1993 planlagde de amerikanske styrker i Somalia (som del af en fredsbevarende FN-indsats) en lynaktion, der skulle svække den brutale klanleder Aidid og dermed forhåbentlig være et skridt på vejen til at bringe landet ud af borgerkrig og hungersnød. To af klanlederens højtstående håndlangere var observeret i en bygning i hovedstaden Mogadishu, og ca. 115 amerikanske soldater ville nu i helikoptere og køretøjer rykke ind i den labyrintiske og fjendtligtsindede by og tage de to Aidid-støtter til fange. Operationen var berammet til højst at vare to timer. Så ville alle i god amerikansk ro og orden være tilbage på basen igen. Sådan kom det slet ikke til at gå, og om denne blodige og autentiske militære fiasko har Ridley Scott drejet det rå og voldsomme krigsdrama 'Black Hawk Down'. Denne titel er tillige en lakonisk replik i filmen. Det er nemlig den kommandomelding, der lyder, når en kamphelikopter styrter til jorden. Og netop under operationen i Mogadishu fik to helikopterstyrt fatale følger for den amerikanske krigslykke. I streng kronologisk rækkefølge skildrer Scott de forvirrede, ukontrollerbare hændelser minut for minut og giver dermed et ganske tankevækkende indtryk af, at tilsyneladende små og tilfældige hændelser i kampens hede kan få store og uoverskuelige konsekvenser. Det begyndte allerede tidligt med, at Aidid-folkene i Mogadishu blev varskoet om det amerikanske angreb tids nok til, at de kunne nå at bevæbne og forskanse sig. Og siden gik det hurtigt endnu mere skævt for de sejrsvante amerikanere. Da menig Todd Blackburn, som en af de første, skulle fire sig ned ad rebet fra helikopteren foran bygningen i Mogadishu, mistede han taget, faldt 20 meter mod jorden og såredes alvorligt. Nu var en ond cirkel sat i bevægelse, for en af forholdsordrerne for den amerikanske mission var netop, at »ingen bliver efterladt«. Alle, også døde og hårdt sårede, skulle med tilbage til basen. Så stolt og kompromisløs var indstillingen. Nu er det naturligvis sådan, at en stor del af den indre spænding i 'Black Hawk Down' udspringer af den kendsgerning, at netop denne overmodige indstilling fører til en smertelig påmindelse om egen svaghed. Amerikanerne var ikke uovervindelige i Mogadishus inferno. Tværtimod. Som Ridley Scotts film ubønhørligt viser det, så bliver de veludrustede, kampberedte amerikanske soldater hurtigt forvandlet til en flok skrøbelige og sårbare individer. Imidlertid ligger hovedvægten i filmen langtfra på personskildringen. For under kampenes rasen i Mogadishus støvede og snævre gader er det ofte vanskeligt at sætte navn og ansigt på de involverede amerikanske soldater. Kun få skiller sig en smule ud - bl.a. den skeptiske og redelige sergent Matt Eversmann (Josh Hartnett), mens man f.eks. skal være meget opmærksom for at finde og følge danske Nikolaj Coster-Waldau som sergent Gary Gordon. I den forstand er 'Black Hawk Down' ikke en krigsfilm, som med fynd og klem kreerer individuelle helteskikkelser. Der er ingen helte. Eller også er alle helte - men ansigtsløse, navnløse. Denne mangel på menneskeligt centrum, der samtidig svækker handlingens karakter af traditionel fortælling, er på én gang filmens styrke og svaghed. 'Black Hawk Down' er som krigsfilm ikke nogen god, veldisponeret historie - som f.eks. 'Saving Private Ryan'. Til gengæld er Ridley Scott i stemninger, detaljer og enkeltscener ofte nervepirrende tæt på krigens kaotiske og lemlæstende vanvid. Her er den nervøse og nådesløse atmosfære i den amerikanske lejr, umiddelbart før aktionen indledes, hvor Elvis Presley-sangene bølger i luften, og sveden og frygten springer frem på soldaternes ansigter. Her er helikopterne i luften over Mogadishus gråbrune labyrint, mens Jimi Hendrix synger om 'Voodoo Child', og man ved, at helvedet i Vietnam og 'Apocalypse Now' aldrig er ret langt væk. Så går det løs. Alt bliver med ét forvandlet til krig, død og ødelæggelse, og på både billed- og lydside arbejder Scott med en sjælden kombination af intensitet og virtuositet. Et virvar af blod og panik og fortvivlelse, der med ubarmhjertig gennemslagskraft smækkes direkte op på lærredet. Da kampene mange timer senere omsider dør ud, er kun en resigneret morale tilbage. Med Matt Eversmanns ord: »Der er ingen, der vil være helte. Det er bare noget, der sker«. 'Black Hawk Down' viser det med al ønskelig tydelighed.