Alle konkrete krige udløser på en eller anden måde den samme overordnede historie om krigens meningsløshed. Denne kendsgerning bliver endnu en gang fremhævet i Ralph Zimans alvorlige og tankevækkende film 'The Zookeeper'. Filmen indledes med nogle scener, der ifølge teksten på lærredet udspiller sig i 'nutidens Østeuropa', men det viser sig hurtigt, at man rent geografisk godt kan komme det nærmere. Borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Og helt specielt situationen i den delte by Sarajevo. I filmens første billeder ser vi en række alt for velkendte rædselsscener fra krigens tidløse fortælling om gru og død. En landsbybefolkning gennes sammen af militsstyrker. Der foretages en udvælgelse. Mænd og drenge køres bort for at blive likvideret. Men i 'The Zookeeper' overlever drengen Zioig ved at agere død, og han flygter siden alene ind mod den store by. Det er her, filmens hovedhistorie finder sted. Nærmere bestemt i byens zoologiske have, hvor situationen naturligvis er stærkt præget af borgerkrigens rasen. De ansatte modtager ingen løn og beslutter derfor at forlade haven. Men enspænderen Ludovic (Sam Neill), et menneske uden nære familiebånd, vælger at blive for sammen med stedets dyrlæge at sørge for dyrene. Det bagvedliggende budskab er klart nok. Ludovic vægrer sig ved at se virkeligheden, den beskidte og modbydelige krig, i øjnene. Han vil pleje sine egne små cirkler. Vil ikke tage stilling, ikke involvere sig. Det siger nu næsten sig selv, at Ludovic bliver tvunget til at ændre standpunkt. Han kan ikke holde krigen på afstand. Han kan ikke undgå en konfrontation, der kræver, at han må træffe et valg. Sådan kommer det da også til at gå. Krigen lister sig langsomt, men med ubønhørlig og smertelig konsekvens ind på Ludovics enemærker. Først er det Zioig, der søger tilflugt i haven. Senere ankommer den urovækkende militsleder Dragov (Ulrich Thomsen) og hans skumle mænd. Og endelig kredser en mystisk soldat rundt i haven. Soldaten viser sig at være en kvinde i forklædning. Det er Ankica (Gina McKee), Zioigs mor, som nu genforenes med sin søn. Nu er der lagt op til et dystert og blodigt slutspil i den nedslidte og trøstesløse zoologiske have. Og billederne herfra er stærke, stemningsrige. Et tåget, klamt og gråmeleret forfald præger disse scener, hvor både dyr og mennesker cirkler rundt på må og få og bliver forvandlet til en slags mareridtsagtige skikkelser i en forgård til helvede. Disse billeder er filmens stærke side. Mens 'The Zookeeper' straks har sværere ved at overbevise som fortælling og personskildring. Det er, som om selve historien aldrig falder i hak og foldes tilfredsstillende ud. Kan den overhovedet bære en spilletid på næsten to timer, når den udelukkende synes at bevæge sig på stedet? Og hermed bliver det også vanskeligt at gøre personerne levende, vedkommende. De bliver sjældent mere end sære spøgelser på krigens forfærdelige scener. Og dog fornemmer man jo netop, at det er et budskab om menneskelighed og samvittighed, der er drivkraften bag denne seriøse og sympatiske, men ikke helt vellykkede film.