Det er klart, at man af en film, der bærer titlen 'Den Gamle Mand der læste Kærlighedsromaner', ikke skal forvente sig hæsblæsende action eller kvik underholdning i tidens tegn. I stedet tør den hollandsk-australske instruktør Rolf de Heer velgørende nok satse på noget helt andet og meget smallere. Med den risiko, der følger. 'Den Gamle Mand der læste Kærlighedsromaner' har en så usædvanlig handling og rummer så mange lag og forgreninger, at filmen næsten på forhånd virker fortænkt eller selvhøjtidelig. Så slemt går det dog heldigvis langtfra på selve lærredet. Vi har altså den gamle mand Antonio Bolivar (Richard Dreyfuss), som befinder sig midt i en uddøende landsby i den sydamerikanske jungle. Det er Antonios historie, vi følger, og hans livsforløb, vi ser i spredte tilbageblik. Men i virkeligheden er Antonios historie også en allegori, en symbolsk fortælling om en række store og afgørende temaer i tilværelsens tykke bog. I landsbyen er Antonio en slags særling. Han har for mange år siden mistet sin kone og har nu ikke mange holdepunkter i livet tilbage. Dog har han i en sen alder opdaget læsningens lyksaligheder og har her navnlig kastet sig over kulørte og sentimentale kærlighedsromaner. For, som han siger, når han læser, glemmer han »menneskets barbari«. En væsentlig pointe i filmens tematiske budskab. Forkærligheden for denne form for litteratur deler Antonio med den langt yngre Josefina (Cathy Tyson), som både er tjenestepige hos landsbyens fordrukne og brovtende borgmester (Timothy Spall) og fungerer som områdets lokale prostituerede. Samtidig er det tydeligt, at der er ved at opstå varme følelsesmæssige bånd mellem den gamle og den unge læsehest. Sådan står sagerne, da en omvæltning indtræffer i det lille isolerede samfund. En kano driver i land og om bord ligger et slemt tilredt lig. En menneskedræbende jaguar er løs i junglen, og borgmesteren må modstræbende tage affære. En ekspedition bliver udrustet, og Antonio kaldes til undsætning, da han har ganske særlige forudsætninger for at begå sig i den faretruende vildmark. For samtidig rulles den gamle mands fortid ud. Han har tidligere haft tæt tilknytning til de lokale indianerstammer og bl.a. været nær ven med indianeren Nushino. Sidstnævnte siger oven i købet i et tilbageblik om Antonio: »Du er som os, men ikke én af os«. Og vi forstår endnu tydeligere, at Rolf de Heers sympatiske og vedkommende film bl.a. handler om kulturelle kløfter, om forholdet mellem civilisation, natur og barbari (i videste forstand), om forfald, dæmoni og synd. Den slags er der bestemt skabt større og voldsommere film om end 'Den Gamle Mand der læste Kærlighedsromaner'. Men få, som er mere varme, jordnære og tålmodige. For helt ud i Richard Dreyfuss' glimrende indsats i hovedrollen er der en afvæbnende, menneskeklog lune på spil, der gør, at filmen hverken svulmer op til hul symbolik eller klasker sammen til klæg sentimentalitet. Der er således god grund til at se 'Den Gamle Mand der læste Kærlighedsromaner'. Og f.eks. grunde over Antonios tankevækkende udsagn om, at han aldrig har kunnet se forskel på »et fjols, en kujon og en modig mand«.