Festen i familiens skød. At lade den ceremonielle overflade udgøre den gode mine, der ikke i længden kan dække over familiehemmelighedernes slette spil. Thomas Vinterberg udnyttede det dramatiske potentiale optimalt med 'Festen', men også den indiske instruktør Mira Nair gør god brug af sin familiefest. Kan hænde 'Monsoon Wedding' med sit håndholdte kamera og sit incestuøse tema måske ligefrem er inspireret af 'Festen'. Men i så fald iklædt en blødere, rundere og frem for alt mere farverig festdragt i anledning af et bryllup i Punjab. Eventmageren Dubey spiser morgenfruer med sin brede mund og ligner dermed en mand, der er ved at spise solens lys til morgenmad. Når haven er blevet pyntet op med orangegule morgenfruer, er det, fordi familien Verma skal holde bryllupsfest. Den kvieøjede og rundhoftede datter Aditi skal giftes med sin fætter Hemant fra Houston, Texas. Parret har ikke set hinanden før. Et traditionelt arrangeret ægteskab på et tidspunkt, da ellers »Indien er blevet globalt«, som flere af personerne entusiastisk udtrykker det. Men både Aditi og Hemant har selv indvilget i ægteskabet, og viser sig at have helt moderne bevæggrunde til at vælge det traditionelle arrangement. De har nemlig begge brændt sig gevaldigt på den frie kærlighed. Ikke mindst Aditi, der stadigvæk er forgabt i den kun alt for gifte tv-vært Vikram. Mødet mellem det moderne og det traditionelle er en konflikt, der i 'Monsoon Wedding' bliver slået udogmatisk og uhøjtideligt an. Indien er kommet i computeralderen, og tilhører man som familien Verma Indiens uddannede elite, lever man både i det gamle Indien og det nye McWorld. Mira Nair og den debuterende manuskripforfatter Sabrina Dhawan giver mødet mellem det moderne og det traditionelle mange facetter. Sideløbende med Aditis bryllup upstairs møder man i en anden social sfære den spirende romance mellem festarrangøren Dubey og tjenestepigen Alice. Beskeden er klar: Kærligheden er ikke forbeholdt de privilegerede. Selv de kasteløse drømmer om den store kærlighed. Lalit Verma har efter sin broders død adopteret niecen Ria. Hun er nu voksen. Forfatter og ugift. En fri kvinde. Men måske ikke kun af egen fri vilje. Efterhånden afsløres det, at Ria bærer rundt på en traumatisk erfaring. En ærværdig onkel har en svaghed for små piger. Fra forskellige sider trækker mørke, penible skyer op over familien Vermas fest. Tilværelsen i villaen bliver sat i relief med små klip af storbyens myldrende folkeliv. Fattigdommen er lige uden for døren, men 'Monsoon Wedding' er uden markeret social indignation. Luksusbiler og kasteløse er to sider af den samme virkelighed, som af Mira Nair bliver skildret med en pudsig blanding af sitcom og dogmeagtig realisme. Nair, der i 1987 blev Oscarnomineret for sin debut 'Salaam Bombay', har med 'Monsoon Wedding' skabt en film, der både er ligefrem og bærer af et uudgrundeligt lille smil. Dens skildring af det moderne Indiens globalisering er både optimistisk og ironisk, men i befriende grad mere det første end det sidste. På hovedpuden ligger Cosmopolitan ved siden af Tagore. 'Monsoon Wedding' giver et interessant indblik i et moderne indisk familieliv, der stadig byder på strålende sarier og morgenfruer som snacks, men på mange måder hurtigt er ved at ligne det liv, som leves af de velstilledes kaste overalt i verden. Filmen er uanstrengt velspillet. Naseruddin Shah som faderen og sangerinden Vasundhara Das i rollen som datteren Aditi er begge glimrende, men bedst er Vijay Raaz, der med sin kejtede og entreprenante opkomling P.K. Dubey får skabt en helt igennem fremragende figur. Ikke mindst takket være Mychael Danna er 'Monsoon Wedding' en farvestrålende fornøjelse for både øjne og ører. Danna, der tidligere mest har gjort sig bemærket som huskomponist for den canadiske instruktør Atom Egoyan, har stået for en vital og charmerende musik. I Venedig gik juryen planken ud og tildelte Mira Nair Guldløven og kårede dermed 'Monsoon Wedding' til bedste film. Det er måske lige i overkanten for en film, der kommer langt med sin varme menneskelighed, sin afslappede optimisme og underfundige humor, men også kommer tæt på at behandle sine konflikter med udglattende nonchalance. Men hvad pokker - i Delhi spiser man åbenbart heller ikke brød til - kun morgenfruer.