Har man set blot en af de mange amerikanske ungdomsfilm, der de senere år er skyllet hen over biograflærredet, vil man hurtigt kunne genkende persongalleriet i 'Not Another Teen Movie'. Der er selvfølgelig den lækre quarterback. Hans sleske, rige ven. Den kiksede og kejtede fyr med det gode hjerte. Den intrigante leder af heppekoret. Den oprørske outsider, der dybt inde bag sit afvisende ydre drømmer de samme prinsessedrømme som alle andre piger. Den fede fjollerik. Den superlækre og villige udvekslingsstudine fra Østeuropa. Den sorte fyr med det store hår og de små replikker. Man genfinder dem alle sammen i 'Not Another Teen Movie', der er en såkaldt spoof- film. En fjollet genreparodi, der tager hver eneste kliché og udstiller den uden nåde og skyggen af god smag. Også handlingsgangen vil forekomme mange bekendt. Filmen, der er brugt til rammefortælling, er nemlig den populære 'She's All That', der havde Freddie Prinze, Jr. i hovedrollen. Som så mange andre af de amerikanske ungdomsfilm var 'She's All That' en nødtørftig camoufleret variant over Askepot-temaet med 'prom'-ballet som obligatorisk klimaks. Men man genfinder også figurer og optrin fra bl.a. 'Bring It On' og 'Never Been Kissed', fra farcen 'American Pie' og 'Sex Games', der som en teenageversion af 'Liaison Dangereuses' i øvrigt var noget mere seriøs og sofistikeret end det niveau, strømmen af amerikanske ungdomsfilm normalt befinder sig på. Fodboldstjernen Jake indgår et væddemål. Han skal forvandle den kiksede Janey til afdansningsballets dronning. Eftersom Janey er ikke så lidt af en babe bag brillerne, hestehalen og de oprørske kunstmalerklatter, bliver Jake selvfølgelig forelsket i hende. Men er i en kattepine, fordi hans oprindelige motiv jo var så lavt, som tænkes kan. Mon de får hinanden i enden? Man bør være opmærksom på, at den slags retoriske spørgsmål skal tages temmelig bogstaveligt i en film, hvor det er en del af dagens orden, at lokummet eksploderer og dildoen vibrerende ender i fødselsdagslagkagens flødeskum. Det er ikke tilfældigt, at løjerne udspiller sig i det solrige Californien på John Hughes High School. Navnet er en hyldest til John Hughes, der stod bag en række af 1980'ernes amerikanske ungdomsfilm, som kan siges at have stået fadder til en film som 'American Pie'. Netop 'American Pie' bliver en slags sten i skoen på 'Not Another Teen Movie'. 'American Pie' er en af de film, der står for skud, men hver gang det sker, bliver man bare mindet om, at den faktisk var ikke så lidt sjovere end filmen, der her parodierer den. Ikke at 'Not Another Teen Movie' ikke er sjov. For det er den da. Sådan lidt i hvert fald. Om ikke lige til øllet, så dog til popcornet. Den går efter de store latterbrøl, men udløser nu sjældent mere end et lille fnis. Næsten pertentligt stiller den debuterende Joel Gallen alle klichéscenerne op i én lang række og tager gas på dem én efter én. Det er udmærket at blive mindet om, hvor tykke ikke mindst de romantiske klicheer er i de amerikanske ungdomsfilmen, men 'Not Another Teen Movie' savner et element af anarkisme og uforudsigelighed. Og så er det lige før, parodien paradoksalt nok næsten opleves som høflig, selv om den gør sit bedste for at være bundsjofel undervejs.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Francis Fukuyama: Rubio sagde et ord, der afslørede Trumps virkelige projekt
-
Gigantisk bestseller: Filmrettighederne blev solgt, inden bogen udkom. Det forstår man
-
Dråben er, da han hører penisjoken
-
Sportsredaktøren: Messis bodyguards fandt ud af blindgyden og har nu kurs mod en ufattelig stime
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Mishandlet værnepligtig afslører horrible forhold i Ukraines hær
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
tema
tema




























