Står man pludselig og skal bruge halvanden million kroner, så batter det altså ikke meget at samle tomme flasker eller gå med lokalaviser. Især ikke hvis man skal bruge de mange penge her og nu. Og det skal den 12-årige Ida, da hendes far en dag falder om på gulvet fældet af en akut livstruende sygdom, der kun klares med en operation på et dyrt privathospital i det fjerne Seattle. Hendes mor har snart udtømt alle lånemuligheder, og så ser Ida kun én udvej. Hun må røve en bank, og ikke en hvilken som helst bank. På Amager har Danmarks nye topsikrede bankhøjhus netop set dagens lys. Bankboksen i CCT Bank Europes hovedkvarter befinder sig bag armeret beton i toppen af en 30 meter høj skakt. Drabsmotiverede rottweilere, en agtpågivende vagtmand med samurai-idealer og de allersmarteste nymodens sikkerhedssystemer sørger for at banken på alle mulige måder er sikret imod indbrud. Det eneste banken ikke er, er børnesikret. Idas far Klaus (Lars Bom) var bjergbestiger, før han styrtede ned og endte som indehaver af en gokartbane. Ida (Julie Zangenberg) har arvet hans klatrelyst og bestiger en 12 meter høj betonsilo, hver gang faderen vender ryggen til. Kammeraterne har derfor døbt hende Klatretøsen. Det er sammen med kammeraterne Sebastian og Jonas, at Ida går i gang med at planlægge det store kup. Sebastian (Stefan Pagels Andersen) er en lille rastakrøllet handyman, der er vild med motorer. Det følelsesmæssigt forsømte enebarn Jonas (Mads Ravn) er en bleg nørd, der kan hacke sig ind hvor som helst. Tilsammen besidder de tre talenterne, der skal til for at trænge igennem bankens sikkerhedssystem. 'Klatretøsen' er en actionfilm for børn. En rap lille sag skåret over genrens enkle læst af Hans Fabian Wullenweber og forsynet med et stramt og gennemtænkt manuskript af Nikolaj Arcel. Begge udgået fra Den Danske Filmskole i henholdsvis 1997 og 2001. Styrken i manuskriptet er den omhu, med hvilken den enkle og fantasifulde handlingsgang bliver begrundet og understøttet følelsesmæssigt. Motivet er kærlighed. Ida elsker sin far. Derfor må hun begå en handling, der på papiret både er ulovlig og umoralsk. Ida må røve en bank for at redde sin fars liv. Det motiv kan enhver forstå. Derfor kan børnedetektiven anno 2002 tillade sig at dukke op 'forklædt' som forbryder. Men samtidig må Ida også udnytte og bedrage kærligheden. Hun må udnytte sin mor, der har været ansvarlig for at installere sikkerhedssystemerne i den nye bank. Hun må udnytte sine to små bejlere, rivalerne Sebastian og Jonas. Nødtvungent, men behændigt, udnytter den handlekraftige klatretøs al sin girl power til at lokke de to forelskede drenge med på det dødsensfarlige kup. Også den inkompetent tillidsfulde bankdirektør Hartmann (Jens Brygman) må Ida udnytte i den gode sags tjeneste. Et irritationsmoment er, at regnestykket til tider næsten går for godt op. Således skyldes Idas fars sygdom eftervirkninger af et fald som bjergbestiger. Ni år tidligere var han styrtet 30 meter ned under et forsøg på at bestige Mount Everest. Nu må Ida trodse hans forbud mod det farlige klatreri og bestige skakten på tilsvarende 30 meter. For at redde det liv, faderen dengang mirakuløst fik til låns efter sit styrt. 30 meter ned. 30 meter op. Liv og død. Det er den form for snild symmetri, der tager sig bedst ud på tegnebrættet. Det er dog en mindre anke i en film, der anbefaler sig med så velsmurt underholdning i børnehøjde, at voksne også sagtens kan se med uden at kede sig. Det er såmænd ikke så længe siden, det blev regnet for god latin at holde børn og ironi adskilt. Sådan er det mildest talt ikke længere. Nu er det, ironisk nok, faktisk blevet sådan, at netop ironien er blevet den lim, der mere end noget andet forbinder børn og voksne i filmselskabernes ambition om at skabe familiefilm med bred publikumsbasis. Det ironiske sprog er med til at gøre en voksenkomedie som 'Den eneste ene' til en filmfornøjelse for selv temmelig små større børn, og de ironiske replikker er omvendt også, hvad der får den voksne til at hoppe med på en film som 'Klatretøsen'. Også fordi selve filmens barnlige plot i sig selv er en durkdreven ironisk kommentar til nutidens forhold mellem børn og voksne. Det er ikke tilfældigt, at det er børnene, der i 'Klatretøsen' skal redde den voksnes liv og ikke omvendt. Kompetenceforholdet er jo til en vis grad vendt på hovedet. Det er pludselig børnene, der er de kvalificerede. Sikkert og tilpasningsdygtigt behersker poderne de hurtigt udviklede digitale teknologier, som mange af os voksne desperat klumper rundt for at finde os til rette med! 'Klatretøsen' er et godt bud på en moderne underholdningsfilm for børn. Det kan ses og høres, at det er et hold med friske øjne, der står bag en film båret af action, humor og et følelsesregister, der spænder fra sorg til sorgløs flirt. Fotografen Jacob Viit Kusk har skabt billeder i en varm og pågående stil, hvor farverne udstråler energi på smeltepunktet. Solen buldrer så rudeglasset gløder, gokarts racer og skakte stræber sortmetallisk. Børneskuespillerne med Julie Zangenberg i spidsen fungerer upåklageligt. Som i flere andre aktuelle danske film er mange af bifigurerne voldsomt karikerede. På den anden side skal der jo også være nogle voksne at grine af, mens børnene tørrer spændingens sved af panden. Ikke mindst i en børnefilm, der fremstår som et godt bud på en ny, rap stil uden dog som Natasha Arthys 'Mirakel' at turde markere sig som en seriøs kandidat til en virkelig fornyelse af dansk børnefilm.