Efter 'Pulp Fiction' kunne John Travolta næsten gå på vandet. Sjældent har man i Hollywood oplevet så gennemgribende en genopstandelse som karrieredramaet 'Travolta 2'. Men de senere år har en ny usikkerhed indfundet sig. Travoltas store satsning på filmatiseringen af scientologygrundlæggeren L. Ron Hubbards 'Battlefield Earth' kunne til nød betragtes som et bizart sidespring. Det samme kan man ikke sige om de alarmerende ordinære film, Travolta er begyndt at dukke op i. Og ordinær er desværre en meget rammende beskrivelse af 'Domestic Disturbance'. Instruktøren er Harold Becker, men det er længe siden, han lavede 'Sea of Love'. Heller ikke Beckers ry for et samfundskritisk engagement ser man mere end den tyndest tænkelige skygge af i thrilleren 'Domestic Disturbance'. 'Domestic Disturbance' er et familiedrama fra skilsmissernes tid. I rollen som skilsmissefaren og skibsbyggeren Frank Morrison er Travolta ordinær i en ordinær film. Frank og Susan er skilt. De deles som de bedst kan om den 11-årige søn Danny. Skilsmissen har imidlertid gjort drengen kulret. Han laver ballade og lyver, så ingen tror ham over en dørtærskel. Det går dog alt sammen nogenlunde, indtil Susan beslutter sig for at gifte sig igen med den lille bys gulddreng Rick Barnes. Rick er nys tilflyttet. Han er rig og succesfuld, og alle er faldet på halen for ham. Åbenlyst en mand med mere fremtid end den gæve Frank Morrison og hans uddøende håndværk. Frank bygger smukke træbåde i en tidsalder, der foretrækker billig glasfiber. En dårlig forretningsmand og en ordentlig håndværker er tilsammen et godt menneske og dén ligning er stort set det tætteste Becker kommer på en samfundskritik i denne omgang. Rick er tilsyneladende manden uden fortid. Men alle har en fortid, og Ricks indhenter ham i form af den lurvede og åbenlyst kriminelle Ray Coleman (Steve Buscemi). Rick rydder Ray af vejen. Men Danny er vidne til mordet. Ingen tror ham over en dørtærskel. Knægten er jo en notorisk lyveprins, og et karaktermord på den nye stedfar ville være lige efter bogen. Ikke mindst den selv samme dag, det er gået op for ham, at hans mor er gravid med sin nye mand. Ambitionen har været at skabe en stemning af Hitchcocksk usikkerhed. Hitchcock-filmen, der er skævet mest til, er nok 'Shadow of a Doubt' (1943), hvor familien også skjuler en morder i sin midte. Det følelsesmæssige krudt ligger såmænd tørt og latent i Lewis Colicks manuskript. Skilsmissens suspense. Hvem er han egentlig, ham den nye fyr, der nu skal leve sammen med mine børn? Men usikkerheden får ikke lov til at vibrere. Becker gør opholdet på pinebænken overraskende kort. Tingene skal på plads i en fart, og derfor bevæger 'Domestic Disturbance' sig i modsætning til Hitchcocks rolige og omhyggelige opbygning af suspense temmelig uspændende frem mod sine alt for forudsigelige dramatiske højdepunkter. Steve Buscemi får som altid skabt en god figur i skikkelse af den snuskede småforbryder Ray Coleman, mens Vince Vaughn er mere surmulende end sprængfarlig som skilsmisseskurken Rick. Ligesom Travolta skal Vaughn bakse med en rolle, der er alt for endimensionel og overfladisk skitseret til at kunne give filmen en reel indre spænding. Harold Becker leverer tilforladeligt håndværk, mens John Travolta prøver at se ud, som om han ikke småkeder sig i rollen som ærlige og redelige Frank. Det lykkes ikke helt.