0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

D-Tox

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sylvester Stallone er den formildende omstændighed ved Jim Gillespies ellers så intetsigende film.

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvor er det dog hårdt at være Sylvester Stallone i thrilleren 'D-Tox'. Han er FBI-agenten Jake Malloy, som er på sporet af en udspekuleret seriemorder, hvis ofre findes inden for politiets rækker.

En dag på et gerningssted, hvor en betjent er blevet myrdet, er der telefon til Malloy. Det er morderen. Han befinder sig ved Malloys hjem, han har kig på Malloys unge, smukke kone. Og han nøjes desværre ikke med at kigge.
Efter konens død går Malloy i hundene, og filmens handling begynder. Malloy drikker voldsomt, men en god kollega får ham anbragt på en speciel afvænningsklinik - en ombygget, meget lidt indbydende militær kommandocentral, der ligger isoleret i et svært tilgængeligt bjergterræn.

Klinikken ledes af Doc (Kris Kristofferson) og Hank (Tom Berenger), og her bringes Malloy sammen med en samling sitrende, halvpsykotiske nerve-vrag. En endnu dårligere nyhed er det dog, at det viser sig, at seriemorderen dukker op på klinikken og på blodig vis begynder at fjerne klienterne én efter én. Samtidig raser en vild snestorm i området, og telefonnettet bryder sammen (og ingen ejer en mobiltelefon).

Nu må Malloy tage sig sammen og slå til. Iskold tyrker eller ej. Og den formildende omstændighed ved Jim Gillespies ellers så intetsigende film er netop Sylvester Stallone, der som Malloy aldrig gør det sværere, end det er. Men med enkle midler skaber han ro, udstråling og autoritet om sin figur - den ukomplicerede, retlinede og følelsesladede FBI-agent.

En udmærket, ikke for selvforherligende amerikansk helt. Men resten af filmen er umulig, ulidelig. Jim Gillespie har tidligere instrueret teenagegyseren 'I Know What You Did Last Summer', og 'D-Tox' følger slavisk samme spændingsmæssige spor.

Det er således aldrig personerne, men udelukkende striben af brutale nedslagtninger og aflivninger, der står i centrum. Altså, inden vi blot lærer personerne nogenlunde at kende, er halvdelen af dem flået, flænset, stukket og skudt til ukendelighed. Spørg mig derfor ikke, hvem morderen er. Jeg aner det ikke. Men filmen slutter da på et tidspunkt. Så Sylvester Stallone har heldigvis regnet det ud.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere