Her er en rigtig julefilm. Ikke noget med jinglebells, gaver og tindrende barneøjne i pejsens skær, nej, det her er realisme. Det handler om familierelationer. Og når jeg kalder det en rigtig julefilm, er det fordi den er som skabt til at blive set 3. juledag, når man har brug for at sympati- tude lidt over en anden familie, som også har sine frustrationer og problemer. De holder ellers i bund og grund meget af hinanden i familien Donofrio. Men der går slemme skår i idyllen, da den ældste datter, 15-årige Beverly (Drew Barrymore), bliver gravid. I midt-60ernes USA er der ikke andet at gøre end at gifte sig, og sådan bliver det. Men Beverly har ikke været helt heldig med sit valg af livsledsager. Ray (Steve Zahn) er vældig rar men ikke videre kvik, og har det man i gamle dage kaldte en svag karakter. Han dalrer fra job til job og har en udpræget hang til alkohol. Beverly derimod er både ambitiøs og kvik, og vil gøre highschool færdig for at komme på college. Men det er svært med en lille unge rendende om benene, og selvom bedstemor hjælper, er der dømt svigt over for sønnen Jason. Da Beverly trods sine anstrengelser må vinke farvel til et legat og dermed drømmen om college, giver hun Jason og Ray skylden. Imidlertid er historien nået op til 70'erne, og Rays misbrug griber om sig. Beverly og hendes far (James Woods) er aldrig kommet på god fod med hinanden efter hendes uskylds fald, og Jason er ved at vokse op til en vred ung fyr, plaget af skyldfølelse. Så der er nogle tråde at rede ud før alle kan blive nogenlunde glade igen. Filmen er en rammefortælling, berettet i tilbageblik af den voksne Jason (Adam Garcia) under en biltur med sin mor. Hun har netop skrevet sin selvbiografi, som er klar til udgivelse, og Jasons begejstring kan ligge på et meget lille sted. Hvilket er forståeligt, for Beverly bliver ved at være teenageagtigt selvoptaget, også i en alder af 35. Og det er faktisk lidt sært i betragtning af, at hendes liv jo har formet sig på en måde, så man skulle tro, hun netop ville modnes ekstra tidligt. Det er en af flere detaljer, der bryder logikken i filmens psykologiske realisme - og den er altafgørende for et udviklingsdrama som dette. Man undrer sig også over at Beverly i så høj grad accepterer Rays misbruger-adfærd - særlig da hun ikke selv kommer fra et misbruger-hjem. Mest psykologisk utroværdig er den letkøbte udfrielse, der venter filmens personer mod slut. Men når det er sagt, har filmen stadig nogle absolut underholdende og tårefremkaldende kvaliteter. Det er en rendyrket tøse-film, men det betyder ikke, at mændene er endsidigt fremstillede. Faktisk er Ray ualmindelig nuanceret af en taber-figur at være - selvom han på mange måder er afsindig irriterende og helt håbløs, er man aldrig i tvivl om, at han har et godt hjerte. Der er en skræmmende barnlighed i Steve Zahns spil i den forstand, at han gerne vil gøre som hans kone - og normerne - siger, men ikke kan overskue konsekvenser og er for nem at friste. Drew Barrymore er god i ung-mor-afsnittene, men har særlig i voksenscenerne tendens til overspil. Hun fungerer bedst, når rollen giver hende plads til de store armbevægelser. Adam Garcia slår et par gange nogle slemt falske toner an, men den garvede James Woods giver til gengæld faren en god såret strenghed. Filmen er baseret på en selvbiografi med samme titel og instrueret af Penny Marshall, der tidligere har lavet bla. 'Big' og 'Awakenings'. 'Riding In Cars With Boys' kan ikke kaldes gennemført vellykket, men den hører alligevel til i den bedre ende af sin genre. Selvom den foregår i en periode over 20 år, giver den sig - i modsætning til mange andre 'panorerende' filmfortællinger - tid til hver enkel af sine episoder og kommer rimeligt i dybden. Den alvorlige historie formildes jævnligt med lidt humor, og selvom der triller mange tårer i filmen, bliver den sjældent rigtig sentimental. 'Riding In Cars With Boys' må give enhver mor og far akut trang til at være kærlig og nærværende over for sit barn - og som sådan har filmen en effekt, der vel næppe kunne være mere julet.