Hvem er 'Paradisets børn'? Ifølge et gammelt fransk udtryk kaldes et teaters bageste balkon for 'paradiset', og 'paradisets børn' kan altså forstås som dét meget medlevende og usnobbede publikum, der besatte disse pladser. Men samtidig bliver en anden fortolkning af titlen gyldig. 'Paradisets børn' er skuespillerne, der er uskyldige i den forstand, at de blot optræder på scenen i en mere eller mindre tilfældig rolle. Men intet bindende ansvar, ingen fatal konsekvens er forbundet med denne indsats. Det hele er bare noget, vi leger. Om lidt går tæppet ned, og så er alt visket bort i livets store glemsel. Der er grund til at gøre opmærksom på disse referencer i forbindelse med repremieren på denne brillante franske klassiker. For i Marcel Carnés film spiller teatret, som både lokalitet og metafor, en central rolle. Alt foregår simpelt hen i tilknytning til teatret. Vi er i 1800-tallets Paris, og handlingen i 'Paradisets børn' udspiller sig blandt en broget flok af skuespillere, gøglere og plattenslagere. Fire personer træder dog særligt frem, nemlig én kvinde og tre mænd, der cirkler om hende. Kvinden er den selvstændige og livskloge Garance (Arletty), og de tre bejlere, af vidt forskellig menneskelig støbning, udgøres af den sorgløse skuespillerfrikadelle Frederick (Pierre Brasseur), af den drømmende mimiker Baptiste (Jean-Louis Barrault) og af den hensynsløse forbrydercharlatan Lacenaire (Marcel Herrand). Men samtidig placerer Carné et karakteristisk trekantsdrama af kærlighed og længsel i handlingens midte. Det udspiller sig mellem Garance, Baptiste og den unge Nathalie, der er datter af teaterdirektøren ved det folkelige og fornøjelige Funambules Teater. Nathalie er stormende forelsket i Baptiste, men mimikeren ænser hende næsten ikke. Han er nemlig faldet for den i hans sværmeriske øjne mystiske og utilnærmelige Garance. Hun forstår hans kærlighed, og gengælder den tøvende. Men i det afgørende øjeblik svigter Baptiste, og Garance må nødvendigvis opfatte deres forhold som håbløst. I stedet prøver hun den på én gang mere ubekymrede og realitetsbetonede lykke hos Frederick. Det skal dog vise sig, at både Baptistes og Garances livsforløb skal tage endnu et par uventede, hvirvlende drejninger. Anskuet på denne måde er 'Paradisets børn' ikke blot et smerteligt bittersødt drama om kærlighedens ulykke, men tillige en fremragende, lang og begivenhedsrig fortælling, der bugter sig fremad med et væld af handlingstråde og -lag. Marcel Carnés film er på samme tid dyb og strålende, vemodig og vittig, elegant og vedholdende. Og den er i alle væsentlige roller spillet med et åndsnærvær og en indlevelse, der stadig efter mere end 55 år får disse personer til at fremstå dugfriske og komplicerede. Samtidig ligger under det hele konstant denne udfordrende, tankevækkende tvetydighed om forholdet mellem liv og kunst og kærlighed. 'Paradisets børn' handler om fortryllelsen, magien - filmen er selv fortryllende - men den handler samtidig næsten hjerteløst om kunstens, om det sublimes utilstrækkelighed. »Skuespillere er alle og ingen«, siger Lacenaire på et tidspunkt, og rigtigt er det, at den ubetydelige og overfladiske Frederick først bliver i stand til at spille Othello, da han i kraft af Garnace og Baptistes forelskelse rammes af jalousi. Men samtidig gælder det, at den mesterlige og populære mimiker Baptiste er ude af stand til at vinde den erfaring og indsigt, som ville gøre det muligt for ham at realisere sin store skæbnesvangre kærlighed. Det er i forlængelse af dette, man skal forstå Nathalie, når hun om skuespillere på et tidspunkt udbryder: »Vi drejer rundt som karruselheste«. Eller hendes far, teaterdirektøren, som om sit ydmyge forlystelsessted proklamerer: »Her spiller vi ikke komedie, men går på hænder på scenen«. Sådan er kunsten. En ensformig rundtur, et simpelt gøglertrick for den rå pøbel. Det sublime og det hengivne er en umulighed - forløjet, ufolkeligt. Og så alligevel heldigvis ikke. Uden Baptiste og hans rene kunst og kærlighed var der jo ingen historie, intet liv. Det er denne kompromisløse renhed, der gennemlyser 'Paradisets børn' og gør den så uimodsigelig. Som kun to andre ting i denne verden. Hvad kan det være? Tanken er klar, svaret lige på tungen. Men tiden er gået. Tæppefald.