Trods sin engelske titel er dokumentarfilmen 'The Power of Truth - according to Dalai Lama' en rent dansk produktion. Journalist og producer Irene Greve har fulgt Dalai Lama under hans besøg i København i maj 2000 og interviewet en række danskere, der var involveret i besøget. Fotograferne Marianne Leth og Theis Mortensen har - under dække af at være turister - filmet i tibetanske gader, stræder og klostre sommeren 2001, indtil de blev opdaget og udvist. Og sluttelig er materialet samlet til en fortælling om Dalai Lama og hans fædreland. Irene Greve har gennem ti år været engageret i Tibets pressede situation. Og hun melder blankt ud i pressematerialet, at dette ikke er en dokumentarfilm, der ser sagen fra både den kinesiske og tibetanske side. Som titlen antyder, er filmens vinkel Verden ifølge Dalai Lama. Og det er jo noget af en mundfuld for at sige det mildt. Irene Greve forsøger at give os hele tre hovedemner for den samme 25-øre. For det første et hjørne af Dalai Lamas lære; for det andet berøres naturligt nok buddhismen, og endelig for det tredje Tibets historie og nuværende sitution. Hvert emne er gigantisk i sig selv, og kunne snildt være blevet til flere, skarpere vinklede dokumentarfilm. Men Irene Greve vil gerne have det hele med på en gang og lader af samme grund interviewpersoners stemmer og en ualmindelig hurtig speak fylde lydsporet stort set uafbrudt. Men lige som man ikke kan se på et vindue og ud ad det samtidig, er det vanskeligt at fange de mange livsfilosofiske overvejelser og faktuelle oplysninger samtidig med, at man aflæser billederne og de historier, der fortælles visuelt - særlig i situationer hvor billederne ikke umiddelbart relaterer sig til det, der bliver sagt. Man tvinges til at zappe mellem sanserne, og det er synd både for de bevingede ord og nogle af filmoptagelserne fra Tibet. Det havde givet tiltrængt luft, hvis billederne indimellem stod ukommenteret - til Jesper Ranums soundtrack, der har vidder og plads til eftertanke. For der bliver sagt tankevækkende ting, og ikke kun af Dalai Lama. Der er kommentarer af bla. Vibeke Sperling og Per Stig Møller, ligesom musikeren Peter Bastian kommer med sit bud på, hvorfor så mange i vores del af verden fascineres af den gode munk. Filmen er en hyldest til Dalai Lama, som portætteres fra en vis ærbødig afstand. Det kunne have været interessant, hvis der ikke var helt så meget knæfald for Hans Hellighed, måske endog perpektivering via en kritisk, analytisk røst, for den må trods alt findes et sted - også udenfor Kina. Det har som sagt ikke været Irene Greves mål, men hendes valg af ensidig synsvinkel gør det uvilkårligt vanskeligere for filmen at trænge rigtig dybt. Det var ikke muligt at interviewe almindelige tibetanere, da de kan blive udsat for politisk forfølgelse, fortæller pressematerialet også. Al respekt for at man ikke vil bringe nogen i alvorlig fare for en films skyld. Men det er dog set før, at folk udtaler sig anonymt. Det kunne have givet filmen den anden, om ikke kritiske så dog perspektiverende vinkel. Men at budskabet i 'The Power Of Truth' er utvetydigt sympatisk kan ingen være uenige om. Og Dalai Lama er med sine klare holdninger og opfordringer og sin direkthed enhver formidlers drøm. At han tillige er god til at modgå sine omgivelsers ærefrygtige ophøjelse med en meget jordnær humor, er et betydeligt bonus for filmen. Irene Greve arbejder for en meningsfuld sag, når hun sætter spot på den triste historie om undertrykkelsen af et folk og en kultur, der har behov for opbakning fra hele verden for fortsat at bestå. Sammen med Dalai Lama slår hun et slag for såvel den indre fred som Verdensfreden, og det er i sig selv al ære værd.