Beskidte underhørmere med græsgrønne glidespor. Den hårde lyd af fodboldstøvlernes knopper på stengulvet. De håndsnoede håndklæders svirpen mod forsvarsløse drengerøve i brusebadet. Fodboldstrømper gennemvædet af frisk sved og vabelsaft. Kagerne af jord og græs. Omklædningsrummet er noget særligt. Her er drengene drenge og ikke noget som helst andet. Det er denne enkle og komplekse symfoni af lyde og lugte, Klaus Kjeldsen har indfanget i sin dokumentarfilm 'Omklædningsrummet'. Kjeldsen kom senest i søgelyset, da han tog med Henrik Nordbrandt 'På Ama'r'. Men inden da har han i en stribe dokumentarfilm - flere af dem prisbelønnede - fokuseret fænomenologisk på børnenes verden. Børns tidsopfattelse. Rokketanden. Madpakken. 'Omklædningsrummet' føjer sig ind i serien, men er alligevel en film af en anden karakter end f.eks. den komprimerede 'Et øjeblik'. Det er en film om stemningen i et omklædningsrum før og efter kampen. Forventningerne og skuffelserne og drilleriet og sammenholdet. Men fordi filmen handler om et drengehold - Avartas 1.-drenge - kommer den også til at handle om mænd in spe. Det er her, de lærer noget om livet. Når træneren fastslår, at det kun er kyllinger, der ikke spiller i shorts, ja, så er det livsvisdom, man tager med sig ud i livet. For som Lou Reed engang med drævende eftertryk opsummerede drengeårenes brændende ambition: »'cause I wanted to play football for the coach«. At give sig selv, når trænerens maskuline forbillede kræver det. Dét er livet i de år. Drengene er 13-14 år. En alder, hvor der er gevaldige udsving på drengenes fysiske og mentale størrelse. Nogles stemmer jodler op og ned ad skalaen. Nogle er så småt ved at tegne til at skulle blive klepperter. Andre er endnu rene børn med store fortænder. Hakkeordenen er til at tage at føle på, når den store Brøndum og den ukueligt smilende undermåler Martin jagter hinanden. Men i stedet for at bekymre sig om mobning, skildrer filmen de uddelte knubs som en grundlæggende sund ting. Drengene bakser håndfast og godmodigt hinanden på plads i deres fælles univers. De små finder sig i de hårdhændede ritualer. Trygge i bevidstheden om, at dette års små skal blive næste års store. I år er en årgang 88 en undermåler, men i næste sæson på græsset vil denne rolle tilhøre de 89'ere, som på lilleputholdet utålmodigt afventer avancement til drengeholdet. Omklædningsrummet udgør rammen om levende øjeblikke i en drengeverden, der samtidig næppe findes meget mere tidløs end netop i omklædningsrummets dunst af sved, damp i larmen fra hanekamp og latter. Den 25 minutter lange 'Omklædningsrummet' har en løsere stil end Klaus Kjeldsens korte perler. Det giver tid til at skyde sig ind på drengene. Samtidig mister man selvfølgelig også noget af komprimeringens klarhed i udtrykket. 'Omklædningsrummet' fungerer som skitseret fortælling, men ville måske nok have vundet yderligere frem ved at være blevet klippet noget kortere.